Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts 1907 - Jakob Knudsen: At være sig selv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
192
At være sig selv
naturlig en nødvendig Følge af at være sig selv, saa gør
Sprogbrugen de to Ting til et og det samme. Dels er dette netop
Forholdet imellem Naturlighed og det at være sig selv. Ligesom
Snogen ud af sit eget levende Legeme danner sig sin Ham,
saaledes danner Mennesket sit „Væsen", sin Natur ud af det endnu
uprægede Liv, som Selvet lever i Nuet. Kun det Menneske,
der ikke er sig selv, som ikke virkelig lever, maa ogsaa savne
Produktet deraf, Livs-Hammen, Væsnet, Naturen. Et saadant
Menneske laaner da en fremmed Ham, bliver unaturligt.
Dette med Hensyn til Sprogbrugen. Hvad Pontoppipan
angaar, da tror jeg altsaa ikke, at han har Ret i sin Teori. Og
jeg tror, den nærmest kun er en Teori, et Tankeeksperiment
for ham selv. Det slutter jeg af, at han som Tegn paa, at
Frelsen ved „Naturlighed" er fuldbragt hos et Menneske, nævner
en Egenskab (hos Vedkommende), som han selv i meget ringe
Grad ejer. Han taler (III 329—30, med lidt andre Ord) om den
selvstændige, umiddelbare Sansning af Tingene som det vigtigste
for et Menneske, da den friske Erkendelsesglæde over for alt,
smaat som stort, i Livet beror derpaa. — Men denne
umiddelbare Sansning af Tingene er netop Pontoppidans svage Side som
Forfatter. Det, der gør ham til den store Kunstner, han er, er
ikke hans Erkendelses Friskhed, men derimod hans fine
Formsans og hans lysende Klarhed. — Havde det været Johannes V.
Jensen, der havde nævnt den umiddelbare Sansning af Tingene,
den friske Erkendelsesglæde, som Tegn paa, at et Menneske
havde fundet sig selv, saa maatte man i hvert Fald indrømme,
at han kendte det, som han der talte om. Man undrer sig jo
ligefrem over, at det blot er Ord, hans Stil bestaar af; den for
nemmes ofte som en Række umiddelbare Sansninger. — Men naar
Johannes V. Jensen skal tale om at være sig selv, da nævner
han noget ganske andet som det, hvorpaa alt kommer an.
Herom senere. —
Som sidste og vigtigste Argument imod den Tanke, at det
at være naturlig skulde være identisk m«d at være sig selv, kan
dog anføres dette: at man jo saa saare let kan stille sig
objektivt til sin egen Natur, gaa uden for sit „Væsen", sin
Ejendommelighed og staa som Tilskuer derved, staa og betragte den
underlige Patron, som man selv er. Det er jo dog den første
Betingelse, man maa stille til den menneskelige Sjælstilstand, som skal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
