Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts 1907 - Jakob Knudsen: At være sig selv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
199 At være sig selv
Hædersmand. Han elsker hende mod sin Vilje, thi skønt han
ikke ved endnu noget strafbart om hende, er hendes Væsen ham
dog paa mange Maader imod. — Men han tvinges af sin
Kærlighed til at bejle, og straks siger hun ham alt. I Øjeblikket maa
han tilgive, — hun tror for bestandig. Og skønt Amalie Skram
vel ikke troede paa nogen Slags Mystik, lader hun dog
uvilkaarlig Agnete blive religiøs i Udtrykket for sin Henrykkelse ved
denne Lejlighed.
Hun er sunket ned paa Knæ for Berg, han vil rejse hende
op, men hun siger: „Nej, lad mig ligge. Jeg er saa fuld af
Taknemlighed, ja af Andagt. Et Ord staar for mig, som jeg ofte har
tænkt paa: „Om eders Synder vare røde som Blod, de skulde
blive sOm den hvide Uld." Nu fatter jeg den Salighed, de
Frelste tænkes at føie ved at bli tilgit og regnet for fuldgod af den
Gud, for hvem intet er skjult. Ja, dette er Lykke, og intet andet
kan nævnes ved det N avn."
Men han kan i Længden ikke blive ved at overse, hvad hun
har gjort. Hendes Egenskaber skyder sig som et Jærngitter ind
imellem hans og hendes Hjerte. Og han siger hende det.— Da
udbryder hun: „At netop Du skulde være den, jeg kom til at
elske, at netop Du skulde være for mig den eneste, der kunde
bringe mig til at finde mig selv!–––-Hvis det var Dig —.
Om Du havde begaaet hvadsomhelst —, ikke et Fnug af Indtryk
vilde det gøre paa mig!" Berg: „Det forstaar jeg ikke". Agnete:
„Nej, det forstaar Du ikke".
Dette er en rent menneskelig Fremstilling af
„Retfærdiggørelsen af Troen", — skønt Amalie Skram selvfølgelig ikke har
tænkt derpaa. Hvor Hjerterne er blevet et, der er Egenskaberne
intet, thi det er netop disses skillende Gitter, der bliver brudt
ned ved Hjerternes Møde. Hvor Hjerterne har fundet hinanden
i gensidig Tro, der er Synderne altid forladne. — „Tro" omtales
ofte af de Kristne (og efter dem af de Ikke-Kristne) paa en
saadan Maade, saa man skulde antage, Gud var den eneste, der brød
sig om den Vare; at ligesom nogle Særlinge samler paa brugte
Frimærker, saaledes havde han nu den Passion at samle paa
Tro. — Men Tro er det, vi alle higer efter som vort egentlige og
inderste Maal. Tro — det vil hverken sige Trofasthed eller
Tillid — nej, men den mystiske Forening af Hjerter, som kun kan
finde Sted derved, at Egenskabernes, Fænomenernes Gitter bry-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
