Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts 1907 - V. Pingel: I Anledning af Traktaten af 11. Januar 1907
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
220
I Anledning af Traktaten af Ilte Januar 1907
der væsentlig havde lammet det tyske Rige og fortryllet dets
uduelige Ledere og derved stillet os over for Slesvigholstenerne
alene, og dem kunde vi, om end med Anstrengelse, slaa ned
med vor Overmagt uden nogen som helst mirakuløs Bistand.
Det var Danmarks store Vanheld, at den endelige Løsning ikke
kom allerede 1850 med et skarpt Snit tværs over Slesvig, og at
den uklare og unaturlige Løsning i 1850 ved den dybe
Beskæmmelse for Tyskland kaldte paa en ny slesvigsk Krig som sin
uund-gaaelige Følge. Allerede fjorten Aar efter kom som bekendt denne
med et brutalt Snit mellem Nørrejylland og Sønderjylland og
Tabet af 150,000 danske Slesvigere. Men fra 1864 hører vi
Danske til Gengæld til de helt vaagne Nationer, og dette
Fremskridt er saa betydeligt, at man maaske kan sige, at 1864 er et bedre
Aar i Danmarks Historie end det, som bragte den første Afgørelse
med al dens svigefulde Glans. Paa lignende Maade kan vi vel
sige, at Nordmændene i 1814 efter en Række kvalfulde Aar
vaagnede op midt i den yderste Fare og benyttede
Omstændighederne saa fortræffeligt, at de samtidig vandt den borgerlige
Frihed og den nationale Uafhængighed, i al Fald i
Hovedtrækkene. Fremdeles, hvis jeg forstaar Tidens Tegn rigtigt, kan man
vel ogsaa sige, at den svenske Nation, som i et Par
Aarhundreder ikke ret havde været sig selv, ikke ret havde afspejlet de
store Fædres Aand, i 1905 under Smerte og Indignation, og lad
mig som Dansk have Lov til at tilføje, under uretfærdig
Indignation mod Venner, brød Endymion-Fortryllelsen og saa’ den
hele Virkelighed under Øjne, som den var og er.
Denne sidste Begivenhed har foreløbig gjort Ende paa al
Tale om Skandinavisme. Thi uden Sverig, Nordens største og
centrale Magt, er et skandinavisk Forbund et meningsløst
Tankeeksperiment. Men Rødderne af det faldne Træ lever endnu, og
Tanken om, at tre stammebeslægtede Folk, der bor ved og i de
samme Have, kunde hjælpe og støtte hverandre paa deres Vej
gennem Tiderne, er saa simpel og naturlig, at den fra Slægt til
Slægt vil faa Tilhængere mellem alle dem, der sér med et større
og videre Blik ud over Verdensbegivenhederne. Men foreløbig
maa vi holde os til Runebergs bekendte Vers:
Om jag ej får med andra gå, får jag vel ensam gå.
Dog det er ikke saa meget om Skandinavismen, at jeg her
skal tale, som om Danskes Stilling til Tyskere, og jeg synes, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
