Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts 1907 - Ryberg Hansen: Passionshistorien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
234
Passionshistorien 234
til hastigt Opbrud — rigtignok først da det er for silde, da
Angriberne allerede er over dem. I næste Nu er Jesus da bunden
og Disciplene paa Flugt.
Kelsos, som sagde, at Jesus, uagtet han vilde undløbe, blev
fanget, fortsætter: „men for en Gud gik det hverken an at flygte
eller at lade sig føre bunden bort." Vi ser nu, hvorledes
Overleveringen mere og mere former sig til en Gendrivelse af slige
Angreb. Jesus har ikke villet skjule sig eller undløbe, altsaa har
han ikke stillet Vagtposter ud. Matthæus ændrer da allerede det
absolute: „vaag"! til „vaag med mig"! o: støt mig under min
Kamp. Og hos Lukas og Johannes er al Tale om Vagt
forsvundet. Dernæst: Jesus har i denne Scene bevist sig som en Gud,
der ikke mod sin Vilje kan føres fangen bort. Hos Lukas
betegner han sig som Situationens Herre ved de til Disciplene
henvendte Ord „tillad dem at gaa saa vidt"! — „tillad", altsaa
Jesus kunde ved sine Disciples Hjælp have overmandet Skaren.
Matthæus taler om de tolv Legioner Engle, som Faderen kunde
have sendt ham til Undsætning. Hos Johannes har endelig denne
Tendens løbet Linen ud. Jøderne har lige fra først af søgt at dræbe
Jesus, men bestandig forgæves. Naar det nu endelig sker, er det
kun, fordi Jesus selv vil, fordi „Timen" er kommet. At Fjenderne
i og for sig er afmægtige, viser sig ved denne Lejlighed
tydeligere end nogen Sinde: paa Gudens blotte Ord falder en hel
Bataillon Soldater til Jorden.
Den anden store Akt er Retshandlingen, der falder i to Scener:
for Synedriet og for Pilatus. Her gaar de kristelige Fortælleres
Bestræbelser naturligvis i Retning af saa meget som muligt at
berøve Jesu Domfældelse al Retsgrundlag. Hos Markus hedder
det, at adskillige fremtraadte med falsk Vidnesbyrd, uden at dog
Udsagnene stemmede overens. Saa fremtraadte to, der havde
hørt ham sige: „jeg vil nedbryde dette haandgjorte Tempel"
o. s. v. Men Markus vil vide, at heller ikke disse Vidner
stemmede. Denne sidste Bemærkning er imidlertid — som ogsaa
Wellhausen paaviser i sin Markuskommentar — indlysende
urigtig: hvis saa var, hvorfor nævnes de saa særskilt ved Siden af
de-førnævnte „adskillige". Desuden: har de begge, som Teksten
lyder, tillagt Jesus Ordet: „jeg vil nedbryde" o. s. v., saa
stemmede de jo netop. Og mere end dette: at det ikke var et falsk
Vidnesbyrd er tilstrækkelig godtgjort ved talrige Spor (i Evan-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
