Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts 1907 - Rud. Bergh: Richard Strauss’ Salome og musikalsk Hypermodernitet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
260
Richard Strauss’ Salome
telsesscenen i Brønden skildres ved et dybt Tremolo (D) 1 nogle af
Kontrabasserne, medens andre Kontrabassiste’r ved at knibe
G-Stren-gen ind imellem to Fingre og stryge den svagt frembringer en saa
høj Tone (d’), som man ellers aldrig hører af Kontrabasser, og som
lyder som en Stønnen; det afbrydes saa ved en pludselig anden
Effekt, der skal betegne Hovedets Fald. Saadan instrumental
Naturalisme frembringer mere Ækelhed end Beundring for.Paahittet. Og naar
Salome i Begyndelsen af Operaen stirrer ned i Cisternen og føler
sig betagen af Gru og Rædsel over dette underjordiske Fængsel, saa
paatrænger sig uvilkaarligt en Sammenligning med den orkestrale
Skildring af Fængselet i Begyndelsen af 2. Akt af Fidelio. Hvor
ganske anderledes føles her denne Stemning af Gru! Hvad hjælper da
alle de mange Farver, naar Stemningerne, der skal frembringes, kun
træffes middelmaadigt? Og nu de sanselig-lystne Partier af Operaen:
hvor er de blodfattige, tørre og tomme i Forhold til de Lidenskaber,
som Wagner har kunnet udtrykke!
Men hvad der for en Musiker næsten er den værste Egenskab
ved Salome, er den noget nær komplette Mangel paa egentlig
melodisk Indhold. Sangbart er kun yderst lidt af dette, og i de faa
Tilfælde, hvor Strauss forsøger at lade en Melodi synge, bliver han
næsten uudholdelig banal, og meget intetsigende er ogsaa de fleste af
de korte Motiver i Orkestret. Men saa forsmaar Komponisten til
Gengæld ikke saadanne Midler til dramatisk Karakterisering som at lade
Jøderne læspe efter bedste Evne.
Harmoniken er intetsteds skøn eller ædel (højest hvor den minder
om Wagner, hvad ikke er sjældent), men ofte blødagtig og lige saa
ofte fornærmende for Øret ved sin umotiverede Skurren. Og
Modulationerne føles for det meste saa lidt naturnødvendige; man føler dem
saa vilkaarlige, som havde Komponisten lige saa godt kunnet gaa
mange andre Veje. Nogle af de krasseste Modulationer siges forøvrigt
at have til Hensigt at skildre det perverse.
Ofte har man det Indtryk, at Strauss, der skal være en vittig
Mand, gør sig lystig over de Narre, som tiljubler ham, og at han kan
skrive, hvad han vil: de applauderer dog.
Bifaldet efter Operaen var — trods den udmærkede Udførelse —
de Aftener, jeg hørte den, temmelig tyndt, den ene Aften iblandet
med stærk Hyssen.
Ikke desto mindre: denne Opera gaar nu over den ene Scene
efter den anden i Tyskland, Østrig og Italien, og i de Strauss-sindede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
