Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April 1907 - C. Starcke: Geheimeraad Goethe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
291 Geheimeraad Goethe
pede Geheimeraad. I Bevidsthed om sin gode Vilje, sin
overlegne Aand og sin arbejdsvundne Indsigt bekymrer han sig ikke
om Sladder og Skumleri, men forsmaar ogsaa at gøre Regnskab
for sine Handlinger. „Die Wahrheitsliebe zeigt sich darin, dass
man überail das Gute zu finden und zu schätzen weiss." Ikke
blot de almindelige Forhold søger Goethe at ordne saa godt som
mulig, hans Blik er ogsaa rettet mod de enkelte Mennesker, og
det er ham en stadig Glæde at hjælpe, hjælpe virksomt og i
Stilhed. Men mere og mere sikkert og øvet værdsætter han
ogsaa sig selv: Nur die Lumpe sind bescheiden! — Ein grosser
Fehler, dass man sich mehr dünkt als man ist und sich weniger
schätzt als man ist.
III. GOETHE OG DEN FRANSKE REVOLUTION
Den store franske Revolution maatte selvfølgelig paa mange
Maader komme til at beskæftige Goethe. Men hele den Kreds
af Problemer, som betinger den egentlige Forstaaelse af, hvad
der foregik, og Interessen for det og Optagetheden af det ligger
Goethe meget fjern. Han, der kan blive lidenskabelig optaget af
en enkelt sjælelig Rørelse hos Mennesket som Enkeltvæsen, ikke
finder nogen sand Stemning for ringe til at skildres og foreviges,
han der følte sine „Indvolde skælve af Sindsbevægelse" ved
Glæden over Opdagelsen af Menneskets Mellemkæbeben, han
ser paa det vældige Drama, som udspilledes i Frankrig, næsten
som en Tilskuer fra sin Plads i Logen, — og som saadant
tiltaler det ham aldeles ikke.
Han kan ikke værge sig mod en Følelse af Betagelse over
den Magt og Vældighed, hvormed Bevægelsen bryder frem. Men
dens Hensynsløshed og Voldsomhed, dens Mangel paa Orden
og dens logiske Uforenelighed med alle de Principper, Goethe
har vænnet sig til at betragte som selvfølgelige, frastøder ham,
og han venter sig ingen videre Velsignelse af den. Den venligste
Opfattelse, han kan vinde af den, er at se den som en
uundgaaelig Nødvendighed, fremkaldt af de styrendes Mangel paa
Forstand og Menneskelighed. Han udtaler meget kraftigt, at han
afskyr Ludvig den 15de lige saa meget som Revolutionspøbelen,
den der fremkalder Revolutionen lige saa meget som
Revolutionen selv. Han er ikke i Tvivl om, at de store Revolutioner
bestandig er Regeringernes Skyld. Fordømmelsen af de styrendes
19*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
