- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 24 (1907) /
364

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj 1907 - M. Kirkegaard: Vort Verdensbillede

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

364

Vort Verdensbillede

store Helhed, hvoraf vi selv er et lille forsvindende Led. Denne
objektive Sandhedserkendelse kan slet ikke erstattes af en blot
subjektiv Forstaaelse af vor egen Personligheds
Ejendommelighed, som, hvor betydningsfuld den end er, dog kun i uegentlig
Forstand kan kaldes Sandhedserkendelse. Naar man alligevel
anvender en saadan Betegnelse paa den, saa gør man sig i
Grunden skyldig i en Uklarhed og Tvetydighed, omtrent paa
samme Maade, som naar man overfører Ordet Gud, de positive
Religioners Betegnelse for det personligste af alle Væsener, paa
Panteismens upersonlige Alliv. Thi, hvorom alting er, nogen
Sandhedserkendelse af objektive Forhold i Tilværelsen er vi absolut
afekaaret fra. Vi er paa det intellektuelle Omraade aldeles blottet
for Garantier, saa meget staar fast, hvad enten de nye Teorier
om Stoffets Natur kan gennemføres eller ikke. Man kan alt
efter sit Temperament tage mod denne Indsigt med dump
Resignation eller med bitter Harme over en Verdensorden, der
har gjort os saa haabløst og naadeløst umyndige, men vi kan
ikke ændre noget derved; vi faar tage vor Skæbne, som den er.

Det maa endnu bemærkes, at Balfour selv ikke bliver
staaende ved de skeptiske Konsekvenser af Udvælgelsesteorien. Han
mener tværtimod (i Foundations of Belief), at disse
Konsekvenser maa bevæge os til ikke at slutte os til Darwinismens
Forklaring, men derimod som en foreløbig Hypotese at antage, at
Tilværelsen skyldes et højeste, fornuftigt Væsen, som har gjort
den forstaaelig i sig selv og ogsaa dannet os saaledes, at vi i
nogen Maade kunde forstaa den. Han indrømmer selv, at denne
Løsning ikke fjerner alle Vanskeligheder, men han hævder, at
det i det mindste er en Løsning, som ikke indlader sig paa
den umulige Opgave at udlede det fornuftige af det ufornuftige.
Balfour aabner jo hermed en Dør for teologiske Spekulationer,
og der er da ogsaa fra kirkelig Side blevet slaaet megen Kapital
af den forhenværende Skeptikers Argumentation. Det vil dog
vist ikke være muligt at naa ret langt ad den Vej. Videnskabens
Stilling bliver aabenbart ikke bedre, fordi man understøtter den
med en Hypotese, som selv er usikker, og heller ikke vinder
Teologien noget ved, at det paavises, at Forskningens Begreber
og Metoder er mere eller mindre vilkaarligt opstillede, ti
Teologien bruger jo de selvsamme Begreber og Metoder, kun at den
anvender dem paa en mindre konsekvent Maade end Videnskaben.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 03:47:17 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1907/0374.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free