Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj 1907 - Harald Nielsen: Robert Herrick. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Robert Herrick
411
Former, som vi kan sammenligne indbyrdes og foretrække for
hinanden, om vi vil.
Ved Siden af May’s pinligt ømtaalige Hæderlighedsbegreber
tager Harrington sig ganske vist samvittighedsløs ud, og i Forhold
til Farsons klippefaste Principper kommer han til at staa i
Lykkeridderens tvivlsomme Skær, men over for Mr. Dround,
Hæderligheden, der er svag i Knæene, har hans Retsopfattelse det
Fortrin at være stærk; maalt med Mr. Hartmanns Præstezelotisme
og Karaktersvaghed er den ikke-snæver og højhjærtet, ved Siden
af Carmichaels robuste Begærlighed er den aandig, og over
Hustruens, Broderens — ja selv Vennen Slocums „Betænkeligheder"
rager den op som Kæmpen blandt Smaafolk; thi der er een
Egenskab, han har tilfælles med de bedste som May og Farson
i Modsætning til de ringere, nemlig: Helstøbtheden. Han er i
hvert Fald ikke en Afvigelse fra et System, en Udskejelse, en
Fejl — han er selv en hel og fuldstændig Maade at opfatte og
reagere mod Tilværelsen paa.
Han følger en indre Nødvendighed og retfærdigt eller
uretfærdigt fører den ham længere og længere ud i Ensomheden.
Hans Bane fører forbi en Række Korsveje, og ved hver forlades
han af en Ven eller af noget, han holder af. May, Farson,
Broderen skiller sig ud, og Hustruens Billigelse gaar med dem.
Kærligheden og Venskabet synes enige om at forlade ham. Kun
to, Jane og Slocum, svigter ikke, men ogsaa med dem kommer
der en Opgørets Time, hvor Overfladen aabner sig, og det faste
bliver vigende.
Burde han ikke have grebet Lykken sammen med denne
Kvinde? Det er Usikkerheden, der melder sig, og hendes Svar
eller rettere deres Svar til sig selv: „Fortryd intet. Vi har jo
haft saa meget!" synes blot at forlænge dens dirrende Tone.
Endnu mere bråt skrider Grunden mellem ham og hans
bedste Ven i det Øjeblik, Sejren er vundet, og han tænker paa
at belønne den, der har hjulpet ham saa trofast. Det viser sig,
at han ikke længere ejer noget, der har Værd for den anden.
Det eneste, Slocum brød sig om: at faa Sæde i Landets
ubestikkelige Højesteret, har han for Harringtons Skyld forspildt
Udsigten til. Det er Bruset, der gaar af Sejersglæden, det er endnu
en Rest af Illusioner, der flagrer bort. Det er Ensomheden, der naar
Hjertet. Men Harrington fortsætter sin Gang — lidt tungere, men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
