Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni 1907 - C. Starcke: Den franske Kirkekamp
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den franske Kirkekamp
485
i Kamret saaledes højst kunde siges at repræsentere 30% af
Vælgerne. Katolikkerne greb denne Tale som Bevis for det
skandaløse, at knebent 3 Millioner Vælgere skulde kunne diktere de
11 Millioner indskrevne Vælgere en Lov som Skilsmisseloven
samtidig med, at 4 Millioner gennem Adressen protesterede imod
den.
Men i Efiteraarsmaanederne førtes Loven igennem i Senatet og
kundgjordes den 9/i«. Konkordatet af 1802 var dermed bortfaldet,
og dette var sket, uden at man havde underrettet Paven derom,
man opfattede det hele som et rent indre fransk Anliggende.
Selvfølgelig ventede alle Kredse spændt paa, hvorledes Paven
vilde stille sig, men foreløbig tav Paven. — Først da
Præsidentvalgene og Senatsvalgene i Januar begge var faldet ud til de
Radikales Fordel, kom den pavelige Bulle Vehementer nos den u/s,
der i de skarpeste Udtryk fordømte den nye Lov og forbød de
franske Prælater at rette sig efter den.
Den Situation, som Loven skabte for den franske Kirke, var
denne. Al Udbetaling af Gager hørte op, idet dog Staten
afviklede sit Forhold humant og paatog sig en Række Pensioner etc.,
selvfølgelig under Forudsætning af, at Lovens øvrige Forskrifter
blev opfyldt. Dernæst erklærede Loven alle Kirker og kirkelige
Etablissementer for at være Statens Ejendom, og det maatte blive
Regeringens Sag at tilvejebringe en fuldstændig Inventarieliste
over disse Ting. Men disse Kirker kunde atter udlejes af Staten
til de i Loven nævnte kulturelle Associationer, naar disse anmeldte
sig for Øvrigheden. Hvis denne Ordning ikke var truffet inden
den Frist af et Aar, som Loven fastsatte, stod Staten frit og
kunde udleje Kirkerne til andre Formaal.
Pavens Bulle benægtede selvfølgelig Statens Ret til at
inddrage Gejstlighedens Lønninger og til at bemægtige sig Kirkens
Gods, men Hovedsagen for Paven var disse kulturelle
Associationer, hvis Dannelse han for enhver Pris vilde undgaa, i alt
Fald i den Form, hvori Loven har tænkt sig dem. Rent
antydningsvis aabnede Bullen den Mulighed, at Paven kunde acceptere
saadanne Associationer, naar de dannedes paa ensartet Maade
over hele Frankrig og helt og holdent kom til at afhænge af
Biskopperne. I Sommerens Løb fremkom der da ogsaa forskellige
Forslag fra det franske Præsteskab til saadanne Associationer.
Der var inden for Gejstligheden ikke saa lidt Stemning for at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
