Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni 1907 - Vald. Vedel: H. C. Andersens Eventyrdigtning (H. Brix: H. C. Andersen og hans Eventyr)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
502
Den Mndersenske Eventyrdigtning 502
fra Døden. Savitri, der følger efter Døden, som har taget
Mandens Liv, og bliver ved at tigge, til hun vrister ham tilbage.
Eller den skønne Legende (som A. dog næppe har kendt) om
Moderen, der mister sin Dreng uden endnu at kende Døden.
Hun beholder Legemet hos sig og gaar rundt og beder alle om
Hjælp; tilsidst lærer saa „Mesteren" hende, at Dødskongen vil
give sit Bytte tilbage, hvis hun kan bringe en Haandfuld
Sennops-korn, som hun har hentet i et Hus, hvor der ingen er død.
Fortvivlet og forgæves banker Moderen paa overalt; alle Steder
er der nogen død, — tilsidst bøjer hun sig saa resigneret under
Menneskehedens fælles Lod og søger ind i et Kloster. Videre
tænker man paa alle den kristelige Mystiks Fortællinger om det
himmelske Paradis’ Blomsterhave og Kristus som Gartneren.
Paa et Digt af Schenkendorff, f. Eks. om den store Gartner, der
passer Menneskenes store Have; naar et Menneskes Time er
kommen, lægger han det til sit Hjerte og bærer det ud at
plantes om i hans anden Have. Eller paa en Herdersk Legende om
Datteren, der tæres i Længsel efter sin afdøde Fader. Hun føres
til en Have, hvor Faderen kommer hende imøde og viser hende
Menneskenes talløse Livsblomster. Nogle er i Knop og andre i
Blomst, den afdøde Moders er forlængst visnet, hans egen nylig
visnede hænger dér, og den Rose, hun før vilde bryde, var
hendes Livsblomst. Ingen tør bryde sin, før den vogtende Engel
gør det. Ogsaa Grimms Fortælling om „Dødens Gudsøn" og
Menneskenes Livslys kommer man til at mindes ... Men paa
H. C. A., da han drog bort fra Moderen og Forældrehjemmet ud
til den ukendte Fremtids Land, — ja! derpaa er vistnok ingen
før Dr. Br. kommen til at tænke ved at læse det skønne Æventyr.
Men — der er jo adskilligt, Dr. Br. har været den første om
at tænke paa ved Læsningen af Andersens Æventyr; det er just
derfor, hans Disputats selv vækker saa mange Tanker — og
ægger til saa megen Kritik. Den kan ikke i Betydning
sammenlignes med Vilh. Andersens „Guldhornene" i sin Tid; men
ligesom dette Arbejde maa ogsaa Dr. Brix’s, netop ved sin
skarpsindige og dristige Anvendelse af den personalhistoriske
Litterærforsknings Arbejdsmaade, udæske til Prøvelse af hele denne
Retnings Begrænsning. Dens Fortrin fører begge Skrifter selv
tilstrækkelige Beviser for.
Vald. Vedel.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
