Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni 1907 - Ove Jørgensen: Bondemalerne og den latinske Genius
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
505 Bondemalerne og den latinske Genius
sitrende Konturer taber sig i Horisontens Dis. Ruisdael har
fortalt om det nydelige Skovkapel ved Kæret i Egekrattet og
Hob-bema om den solbelyste Sandvej, der fører til Huset i
Skovbrynet. Og — last not least — Adrian van de Velde har fra
Klitterne ved Sandvoort malet Vesterhavet i al dets salte Friskhed;
de hollandske Fiskeres Silhuetter har han med Mesterhaand
henkastet i næsten impressionistiske Antydninger; som en nordisk
Æolus har han lænket selve Blæsten til et Lærred paa et Par
Kvadrattommer. Kun for en stakket Stund glemte Hollænderen
denne Verdens Herlighed, men selv da fornægtede hverken han
eller hans Maler deres Natur. Saenredam har fejret Sollysets
triumferende Sejr over de hollandske Kirkers puritanske
Kalkpuds, og Malerne fra Amsterdam har i deres bibelske Billeder
bevist Racens ualmindelige AnJæg for dramatisk Fortælling. Flinck
har malet Jacob, der bedrager Faderen, og Rembrandt Josef, der
fortæller sine Drømme. Begge Billeder er byggede over første
Haands Synsindtryk fra Ghettoens Gader. Denne Omstændighed
gør ganske vist et betænkeligt Skaar i de hellige Personers
Skønhed og Holdning, men til Gengæld vinder de mægtig i individuel
Udtryksfuldhed: Den nordiske Kunstner har aldrig, naar det
syntes ham nødvendigt, betænkt sig et Øjeblik paa at ofre Formens
Skønhed for Formens Klarhed.
Jan Six’ Hus er en mageløs Skole i nordisk Kunst, men
for fuldt ud at begribe dens Væsen, maatte man fra dets stille
Stuer paa Lykkens Galocher kunne flyve til Piazza del Popolo.
Fjældets faste Konturer mod den gennemsigtige Lufts skarpe
Sollys, den farvefattige Vegetations klare og plastiske Former
og Menneskets utilslørede Nøgenhed og varmblodige Bevægelser
har gennem to Aartusinder opelsket Følelsen for Liniens og
Formens Skønhed til en lidenskabelig Passion, som Italieneren
inddrikker med Modermælken. Mellem Søjler og Obelisker, stumme
Vidner om den begravne Kulturs Dyrkelse af Liniens Rytmer,
gaar man ind i de mægtige Alléer i Giardino Borghese, hvor
den italienske Kunst i sin titaniske Himmelstorm har
paatvunget selve Naturen de skønne Formers Lovbud. I Skyggen af
Piniers og Cypressers mejslede Løvmasser strækker den
italienske Arbejder paa en Stenbænk i medfødt Grandezza sine
halvnøgne Broncelemmer — en Ignudo fra Sistinaloftet — og ved
Berninis Fontæne stiller en ung Moder uden Blu sit nøgne Barns
Tilskueren 1907 31
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
