Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni 1907 - Ove Jørgensen: Bondemalerne og den latinske Genius
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
507 Bondemalerne og den latinske Genius
sat sig som et hæsligt Udslet paa den romanske Tids hellige
Monumenter. Selv Raffael og Tizian maa nøjes med et
anerkendende Blik i Forbifarten, og kun det femtende Aarhundredes
Florentinere formaar for Alvor at fængsle Nutidens Smag.
Derfor maa deres Figurstil berøres som i et Intermezzo, selv om
den naturligvis i et og alt bærer Racens Præg. I den første
Halvdel af Quattrocentoet dyrkedes den store Stil af Kunstnere som
Masaccicv Fiesole og Donatello; i den anden fordybede man sig
i Detaillens Tilfældighed i en Grad som hverken før eller siden.
Fiesole har, takket være Vasaris salvelsesfulde Fantasier over
hans Klosterliv, i den Grad fortonet sig i æterisk Fromhed, at
man ganske synes at have glemt, at han ogsaa var Kunstner.
Dominikaneren i S. Marco var i sin Kunst en af de mest
hedenske Skønhedsdyrkere, og hans Idol var den gotiske Linie,
den smægtende vertikale Kurve, der langsomt fortaber sig som
en døende Violintone. Det er paa dette Omraade, at Fiesole er
den uopnaaede Mester, og for den, der er ufølsom for Liniernes
Orgelbrus i Stjernealtrets Madonnakaabe, er Fra Giovanni og hans
Kunst som en lukket Bog. Men her ligger ogsaa Fiesoles
Begrænsning: Naar hans Emne kræver stærke Kontraster i Linierne,
bliver Bevægelsen kejtet og Stillingen uskøn. Paa smukke
Billeder af Bebudelsen har han malet Engelen knælende, men først
den staaende Engel paa det afrundede Frescobillede er fuldendt
skøn. Et klassisk Eksempel paa hans Afgudsdyrkelse af Linien
er hans Kongetilbedelse i S. Marco. Hele Billedet fyldes af
staaende og fremadskridende Figurer. Den ganske interesseløse
Gruppe af Madonna med Barnet er skudt hen i det yderste
Hjørne af den mægtige Billedflade, og den knælende Skikkelse
foran hende virker ganske parodisk. Men Italienerens sikre
Instinkt har vidst at bortlede Opmærksomheden fra det svage i
Hovedgruppen. Paa et Podium over den tilbedende Konge hæver
sig en imponerende Gestalt med en Holdning som en Retor fra
Oldtiden og med sine stolte Lemmer svøbt i Antikkens ædleste
Folder. Han bærer i sin Haand en af Kongernes Gaver, og over
Armen falder den overflødige Rest af hans rige Pragtskrud. Hans
Stilling er den antikke Kontrapost set med Italienerens gotisk
skolede Blik. Hans Træk er rolige og fornemme, og med en
umærkelig Hovedbøjning ser han ned paa den fremmede Fyrste. Al
den Kunst, som den florentinske Apelles kunde raade over, er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
