Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni 1907 - Ove Jørgensen: Bondemalerne og den latinske Genius
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
511 Bondemalerne og den latinske Genius
den ældre Kunstner langt rigere og langt ærligere. Oldingen finder
ikke længere nogen Tillokkelse i den jublende Fanfare, der i
Ungdomsbilledet klinger fra det glødende Purpur og den
sølvhvide Silke, fra det gennemsigtige gulnede Marmor og Skaalenes
blanke Metal, fra det dybt grønne Løv og Kvindernes gyldne
Lokker, men for den unge Venezianer har selv Formen maattet
træde i Baggrunden for Farvens Orgier. Det udvortes og
prangende i disse Kunstneres Farve og Form er stavnsbundet til
Italiens Sol og betinget af Racens Passion for retorisk Pragt. Hvad
der i Syden synes stille og intimt, hos Kunstnere som Fiesole
eller Simone Martini, virker paa den germanske Følelse mere
som Majestæt end som Fortrolighed. Ja selv om man stiger til
de elysiske Højder, hvor Correggios Genius paa sin ensomme
Ørneflugt har beluret Eros og Danae, selv om man staar Ansigt
til Ansigt med en ædel Races aandigste Sejr over Lerets
Raahed, vil Italienerens rene og fuldtklingende Linier berøre det
nordiske Gemyt som ukendte Gudestemmer fra eksotiske
Ky-"ster, og det vil længes mod Rembrandts grimme lille
Kvindemenneske, der i blafrende Lampelys, sammenkrøbet i sine
Lagner med ængstelig udstrakt Arm venter paa sin Elsker.
Naar den bedste Kunst hos den germanske og den latinske
Race rummer saa dybtgaaende og uforsonlige Modsætninger, beror
det paa, at de bedste Kunstnere har ladet sig inspirere af
umiddelbare Synsindtryk fra den omgivende Natur. Det er
Billedkunstens ubønhørlige Grundlov, at Styrkegraden af Kunstværkets
Virkning paa Betragterens Øje er proportional med Naturens
Virkning paa Kunstnerens. Derfor savnes Skulpturen i det Six’ske
Palais — paa Rembrandts Tid havde man endnu ikke Øje for
Plastiken i en stangende Tyr — og derfor kan det mønstre en
saadan Falanks af Farvens Mestre.
Men ogsaa i Norden mødes det modtagelige Øje af skønne og
inspirerende Linier, og den germanske Kunstner kan indvinde
Formens ædle Metal af sit formfattige Lands usleste Slagger.
Jan Vermeer, Sfinxen fra Delft, den nordiske Linies uopnaaede
Lyriker, har malet en Kokkepige, der i sit Køkken hælder Mælk
i en Lerskaal, og han har malet hende med den dybe Blu for
den skingrende Effekt, der alene tilhører den germanske Race.
Det er en Skildring af den nordiske Kvinde saa varmhjertet og
trofast i sin tyste Ensomhed, som man tænker sig Kunstneren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
