Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni 1907 - Hother Ploug: Efter Musiksæsonen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
518
Efter Musiksæsonen
ger om hans Sangkunst vil jeg opsætte til hans Besøg til Efteraaret.
Stor Fornøjelse havde man af Victor Bendix’ Beethoven-Aften, hvor
navnlig hans Foredrag af Variationerne over Eroica-Temaet var en
ypperlig Præstation. Vi maa ønske, at han, der sidder inde med
Forudsætninger dertil som ingen anden dansk Musiker, vil give os flere
saadanne Aftener ad Aare, og til den Tid erindre, at vi ogsaa gerne
vil høre nogle af de Beethovenske Værker, der ligger paa denne Side
af Waldsteinsonaten.
Operasæsonen har i sin sidste Halvdel ikke bragt meget nyt. Et
Gæstespil af Kammersanger Herold i hans aller kuranteste Partier
ligger det ganske uden for dette Tidsskrifts Opgave at beskæftige sig
med, og Fru Wedekinds Optræden i en enkelt italiensk Opera,
Doni-zettis „Regimentets Datter", var vel yderst fornøjelig, for saa vidt man
gjorde Bekendtskab med en sympatetisk og dygtig Kunstner, der som
Koloratursangerinde præsterede noget fremragende, men noget større
musikalsk Udbytte bragte man dog ikke med hjem derfra. Det bliver
da Genopførelsen af „Mestersangerne", der bliver Foraarssæsonens
Hovedbegivenhed.
Naar denne Opera denne Gang har sejret over hele Linien og sat
sig fast i Københavnernes Gunst, da skyldes det navnlig, at vi for
første Gang har hørt en nogenlunde autentisk Udførelse af
Hovedrollen i Stykket, Hans Sachs. Da „Mestersangerne" første Gang kom
frem i 1872, modtoges Stykket nok med Velvillie af Pressen, men det
lykkedes ikke at faa vakt et større Publikums Interesse for det,
væsentlig vistnok, fordi man havde begaaet den Fejl at besætte
Hovedrollen med Peter Schram, en udmærket Kunstner med høj Intelligens,
der blot ganske savnede et Udtryk for det erotiske, saa at hans
Udførelse trods mange ypperlige Enkeltheder, var i dybere Forstand
mislykket; ja, saa mislykket, at ikke faa Tilhørere aldeles ikke kaperede,
hvad det hele egentlig drejer sig om.
Ved Operaens Genoptagelse for en halv Snes Aar siden havde
man til Sachs’ Rolle N.J. Simonsen. Denne savnede ikke Evnen til at
give det erotiske Element, men hans Erotik var af en altfor svulmende
Art, og han undgik ikke at strande paa dette Skær: synderlig
klædeligt tog hans Sværmeri for Eva sig ikke ud. Lægger man hertil, at
han næppe rigtig havde opfattet den dybe Livshumor, der er den
bærende Kraft i hele Figuren, saaat man maatte gøre Vold paa sig selv for
at begribe, at det var de komiske Fortællingers Digter, man havde for
sig, er det forstaaelige at endnu denne Gang forblev ikke faa
desorienterede overfor Værkets egentlige Poesi.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
