Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli 1907 - Ryberg Hansen: Legende og Historie (J. Jørgensen: Frans af Assisi)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
555 Legende og Historie
saadant kan vi finde i de af Frans’ egne Skrifter, hvis Ægthed
er utvivlsom. De giver ganske vist ikke mange biografiske
Oplysninger, men tillader os dog med nogenlunde Sikkerhed at
fastslaa de vigtigste Træk af hans Væsen. Nogle Antydninger skal
her forsøges. Bedst kendt er Frans’ Hymne til Solen, af
hvilken Joh. Jørgensen meddeler en smagfuld Oversættelse. Vi lærer
her Frans’ ejendommelige Naturfølelse at kende. Om denne har
Joh. Jørgensen smukke og betegnende Ord: „han vender sig med
særlig Glæde mod alt det lyse, skønne og klare i Tilværelsen —
mod Lyset og Ilden, det rene rindende Vand, Blomsterne og
Fuglene. Halvt er denne Naturbetragtning symbolsk — Frans
elskede Vandet, fordi det betegner den hellige Bod, ved hvilken
Sjælen renses, og fordi Daaben sker ved Vand ... Men han havde
ogsaa en rent umiddelbar Naturglæde ... Foruden Køkkenurterne
skulde der ogsaa i Klosterhaven være en Plads til vellugtende Urter
og til „vore Brødre Blomsterne"." Kun er det underligt, at Joh.
Jørgensen vil gøre en væsentlig Forskel mellem denne
Naturfølelse og Goethes eller Shelley’s: for disse er Panteismen
Baggrunden, hedder det, for Frans den kirkelige Gudstro. Mon de
teologiske eller filosofiske Udtryksformer betyder stort for selve
Følelsens Art? Intet skulde dog synes mere beslægtet med
Solsangens Naturstemning end f. Eks. netop Shelleys Søskendefølelse
overfor Dyr og Blomster.
Solsangen lærer os Frans at kende som Digter, og det en
Digter af en ejendommelig sensitiv Art med en Finfølelse af
næsten kvindelig Zarthed. Hvor meget forstaar man ikke i Lyset
heraf? Først den barnlige Billedglæde, der præger ogsaa hans
Fromhed: han fejrer Julefesten ved at opstille en Krybbe i en
Klippehule og anbringe en Okse og et Æsel ved dens Side —*
ja Staldens Dyr skal have spillet en saadan Rolle i hans
Forestilling om Betlehemsfortællingen, at han skal have udtalt Byens
Navn brægende: Bæt-læ-hæm. Denne digteriske Billedglæde er
beslægtet med en vis Tilbøjelighed for det teatralske: han
fremtræder pludselig nøgen under Retsscenen med Faderen; han bytter
Klæder med en Lazzaron for at optræde som virkelig Tigger;
han lader sig slæbe til Skampælen under Skældsord og
Forhaanelser som Straf for at have nydt lidt Kød.
Men hvad mere er: ud fra Frans’ Digternatur forstaar man
den tilsyneladende Modsigelse mellem hans kirkelige Udtalelser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
