Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli 1907 - Dora Overgaard: Gulspurv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GULSPURV
et var lige ved Middag, og den gamle, blaa
Staalurskive, der levede oppe under Hospitalstaget
som et stort, ensomt Øje, foldede Visernes
forgyldte Stankelben over hinanden og beredte sig
til sine tolv, skrøbelige Slag.–Medens det
sidste endnu lød gennem Luften, gav de elektriske
Ringeapparater paa de forskellige Afdelinger sig til at kime den
samme vigtige Kundskab gennem alle Etagerne.
Der blev et jagende Liv fra Kælder til Kvist.
Nede fra Køkkenet slog et Bjærg af Damp op imod
Gangenes karbolsyrede Luft. Elevatorbordene gled op og ned med
deres Rækker af gule Madskaale. Og paa de lange Gange løb
Sygeplejerskene frem og tilbage med Bakkerne svingende fulde.
Selv paa de tavseste Stuer blev der en levende Plet i Tidens
sendrægtige Gang.
Men netop i selv samme Stund var det, at Bolsmand Jep
Syv fra Lodbjerg og hans skrantende Kone Trine naaede ind
gennem Hospitalets Port.
Efter tyve Timers maadelig Rejse og vel et Aarstids besindig
Overlæggelse var de omsider naaet saa vidt. Her stod de nu
inden for Porten og skottede og kiggede lidt fortrykte — og saa’
blot Trapper. Trapper saa lange som Veje, og Trapper, hvor de
end saa’.
Som blot to eneste Prikker stod de her — den pukkeltrukne
Jep Syv fra Lodbjerg, det mindste Boissted — og saa Trine Jep
Syv — det elendige Liv, hun var.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
