Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli 1907 - Harald Nielsen: Bøger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
596
Bøger
let Karl Larsen. Det er et paa mange Maader skæbnesvangert Afsnit
af vor moderne Udvikling, han har tænkt sig at sammenfatte og
udrede i „Digteren"s Skikkelse, og der er intet i Vejen med hans Valg
af Titelfigur.
„Digteren"s Skæbne var Tidens Skæbne og er det endnu.
Kampen mellem det digteriske som den frieste Menneskelighed, og paa
den anden Side alt det i Tiden, der er det digterisk-menneskelige
ugunstigt, er maaske den dybeste Splittelse, vi lider under. Derfor
kunde denne Ægteskabshistorie behandlet paa rette Maade udvide sig
til et Perspektiv, der strakte sig ud over Ægteskabets Privatrammer,
ud over Halvfemsernes Tidsbegrænsning, ud over hvad der blot gælder
under vore særlige Forhold til at blive typisk for noget, hvis
Hjemsted er hele vor Tid og hele den moderne Civilisation.
Det har været Simon Kochs Hensigt at bringe noget typisk ud af
sit Stof. Derom vidner ikke blot den Fasthed, hvormed den ydre
Stemningsenhed er fastholdt, men hele Bogens Anlæg og dens
generaliserende Titel. Det er ikke blot en Digters ægteskabelige
Fataliteter, vi skal indvies i, men i et digterisk Naturels Skæbne. Paa
Forhaand vilde man tænke sig, at Forfatteren for at naa sin Hensigt
maatte vælge Samfundet til Modpart, og man forbavses ved bag den
højtidelige Titel at finde Skildringen af et Ægteskab. Men heller ikke
i dette Valg har Simon Koch’s Kunstnerinstinkt svigtet ham; thi det
mærkelige Ægteskab, han har haft for Øje, var ikke blot et Tilfælde
af to Menneskers private Besværligheder. Det var dybt præget af
Tiden og et af dens Ofre. Denne Kvinde, der tillægger Meningerne en
saa stor Betydning, som har saa skarpe og færdige Domme, som er
saa villig til at tage Parti og trods alt saa lidet sikker, paa engang
urolig og fordringsfuld, hun er ikke nogen daarlig Repræsentant for
det Milieu, i hvilket Digteren lever, og mod hvilket han forgæves
søger at hævde sig.
Digternaturen elsker alt menneskeligt og aabner sig imod det.
Den er uden Fordomme og Teorier om, hvorledes Tingene burde
være, men den har den fineste Sans for de Forskelle mellem mere og
mindre fremskredne Livsformer, som viser, i hvilken Retning
Udviklingen gaar, og den agiterer for dem ved at elske dem, thi dens Væsen
er at elske snarere end at dømme og adskille. Det er denne Natur,
der af Tiden bringes bort fra sig selv, forvandles til Partigænger,
Agitator, Journalist. Hvilket taknemmeligt og stort Emne var det ikke at
vise, hvorledes den bliver hæmmet og stivnet, som en Vækst, der sta-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
