Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August 1907 - Osceola: Eneboerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
618
Eneboerne
og Sværdhæfte og paa Lucies sorte Kjole og hvide Tørklæde,
og undertiden, naar den drog Vejret, paa deres Ansigter. „Der
var en ung Mand, som jeg kendte," sagde han, „som var forlovet
med en ung Pige, der — døde. Senere giftede han sig, og saa
troede han, at han var fuldkommen lykkelig og Tanken om hans
døde Elskede steg kun undertiden op i hans Sjæl og da ganske
blid, og kun sjælden i hans Drømme for at gøre ham urolig, og
da kun til han vaagnede ved Daggry. Senere — blev han skilt
fra sin Hustru, og da sagde hans fordums Elskedes Billede:
saaledes vil du blive husket."
Der var en lang Stilhed, saa dyb, som havde Stuen været
tom, som inden hun kom dertil, og dog saa fuld af Tanker.
Luften var tung af Tanker. Jeg har gjort Dem bedrøvet," sagde
han, „det gør mig meget ondt. Desuden er det jo uden Grund.
De vender jo snart tilbage." Hun trak Vejret dybt. Ja." „Hvor
længe har De tænkt at blive her?" spurgte han. „Et halvt Aar,"
svarede hun, „maaske længere." „Saa bliver De her," sagde han
og tænkte sig om igen, Julen over." Ja," sagde hun. „Da vil De
savne — meget." „O, ja," sagde hun bedrøvet. „Vis mig en stor
Tjeneste," sagde han hurtig, „fortæl mig om, hvorledes De
fejrede Julen; jeg selv, for nogle Aar siden — jeg husker, det
var en lykkelig Tid — og i Deres Hjem, naar de var mange
Søstre, — da havde De mange Lege, ikke sandt." Hun prøvede,
da han bad hende om det, at drage disse gamle glade Tider
frem, og mens han spurgte hende og hun svarede og fortalte,
varmede hun sine ængstelige Tanker paa denne fjerne og kolde
0 over Minderne derfra, foldede Hænderne i Skødet, saa frem
for sig og smilede lidt. Ved dette Smil forandredes Udtrykket i
hans Ansigt med et, han fæstede sine Øjne paa hende med et
saadant anspændt, smerteligt Udtryk, som om han vilde indprente
sig det for bestandig. „Undertiden," sagde Lucie, „plejede vi
ogsaa at danse, — og at lege Pantelege." Hun kom til at lade sine
Øjne hvile paa hans Ansigt og blev forskrækket og bedrøvet.
„Og paa denne Tid af Aaret," sagde han, „red De da ikke."
„Nej," sagde hun. „O, det er en meget stor Fornøjelse," sagde
han, „paa den Tid, da Bladene falder og Kornet er inde. De er
saa ung, Fru Vandamm, opgiv ikke Deres Ungdom. Undertiden
kan man vel tro, at Lysten til den Slags Liv er borte, helt borte,
men det er mærkeligt, hvor længe den lever og lider ved at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
