Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August 1907 - Osceola: Eneboerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Eneboerne
625
Sørøveres Nærhed for Dem, er jeg for Dem. — O," han
lukkede Øjnene, „er dette evig, evig forbandede Sted for Dem." Han
drejede Hovedet imod hende og sagde: „Hvorfor kom De nogen
Sinde?" Lucie græd. „Skæbnen har føjet det saaledes," sagde hun,
„beklag mig ikke." „O, min Gud, min Gud," sagde han,
„hvorfor er De dog kommen hertil. Hav Barmhjertighed. O dette evig
evig tabte Liv." Han slog begge sine Hænder for sit Ansigt og
vuggede sit Hoved frem og tilbage i forfærdelig Smerte. „Se, jeg
kan tale igen, jeg kan finde Ordene for, hvad jeg vil sige; kan
De, der selv har vakt dem, ane, hvilke Følelser, hvilke
uudholdelige Bevægelser de har givet mig tilbage? O, og til ingen,
ingen Nytte uden denne Kval. Jeg er død alt for ung," sagde han
og rev igen Hænderne fra sit hvide Ansigt, der var fortrukket
af Smerte, „jeg har ikke sluppet Livet og er gaaet bort derfra,
men jeg blev taget, da jeg elskede det mest. De, der lever, kan
ikke forstaa denne Kval; saaledes jamrede jeg ikke, mens jeg
levede, men nu, hvad er der nu for mig uden den? „Al den
Medlidenhed, jeg kan give Dem," sagde Lucie og græd bitterlig, „er
intet, men tro mig, mit Hjerte er fuldt deraf."
„O, tusind Gange bitrere," sagde han, „bliver min Kval, fordi
De ynker mig og fordi jeg elsker Dem. — Hav Medlidenhed
med mig," sagde han og faldt ned for hende, „spot mig ikke."
Hun støttede sig mod Muren og stønnede svagt. Han rejste sig
op. „Se," sagde han, „ogsaa Dem har jeg bragt Smerte og
saaledes, som det nu er, kan jeg ikke skænke andet. Lad mig gaa,
lad mig gaa. Gaa selv bort herfra. Jeg ønsker Dem alt godt."
„Nej," sagde hun, „gaa ikke." Han blev staaende og saa paa
hende, endnu stod hun støttet til Væggen, og hendes Ansigt var
i Mørket næsten lige saa hvidt som hans. Omkring dem hylede
og larmede Stormen. „Hvis jeg har vakt i Dem," sagde hun,
„Minder og Følelser, som har voldt Dem Smerte, saa tilgiv mig.
Jeg ved ikke, hvorledes alt dette er, og i min uendelige Svaghed
kan jeg intet forandre, men hvis jeg meget, meget mod min Vilje
og uden at vide det har føjet nogen ny Smerte til Deres bitre
Kval, saa tilgiv mig og lad os ikke skilles saadan. Naar mit
inderlige, inderlige Ønske," hun brast igen i Graad, „ikke kan
tage noget af Deres Sorg bort og min inderlige Medlidenhed
kun føje ny Smerte til den, saa lad os skilles, men lad os ikke
skilles saaledes. Lad mig sige Dem først, at jeg af hele mit
Tilskueren 1907 40
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
