Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August 1907 - Osceola: Eneboerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Eneboerne
629
Det var ikke længere alene hendes Ven, den unge irske
Officer, der vovede at komme ind og tage Plads ved Ildstedet.
„Andalusias" vilde Folk kom og gik i det stormrystede Hus,
mens Havet uden for truede Eneboerne med Døden. Dog var
de endnu levende og deres Liv endnu nok ril at holde Havets
Verden lidt paa Afstand. Der var en Kvinde blandt Sørøverne,
skønt Lucie ikke fik at vide, hvordan hun var kommen der, som
syntes mere bleg og skyggeagtig end de andre, og som havde sit
lange Haar hængende ned ad Ryggen; hendes høje Stemme lød
undertiden ligesom en Søfugls gennem Stormen. — Og idet den
opslugte alle disse Stemmer i sin, fyldte Stormen Luften med
en saa forfærdelig Larm, at det var for Eneboerne som at
befinde sig paa Bunden af en Heksekedel. Ilden gik ud, hele Huset
fyldtes tned en iskold Uhygge, og alt deri, der var løst, hamrede,
vrikkede og dundrede ligesom smaa Trolde, der fandt deres
Fornøjelse i at blande deres Stemmer med den store vældige Aand,
Stormens, og opføre deres afsindige smaa Danse sammen med
det evige Hav, — og midt i dette kolde Hus sad Eneboerne og
ventede paa, at Stormen, som der endnu var Haab om, engang
vilde holde op.
Det forfærdeligste ved den Rædsel, som hun levede i, var, at
hun syntes mer og mer at tilhøre den Verden, som udbredte den;
ligesom en Døende kunde mærke sine Lemmer stivne og blive
kolde, saaledes følte hun sine Tanker, sit hele Væsen stivne og
blive koldt og langsomt synes at gaa over i en anden Verden,
og imens Havet truede og haanede dem for at drive dem bort,
kunde hun ikke rejse. — Eugéne Vandamm gik med en stor
Kappe om sig og helt op over Hovedet for at holde Varmen
og kom ind udefra, aldeles blaa i Ansigtet og paa Hænderne,
han havde Møje med at faa Døren op, og saa fløj den i bag
ham med et Drøn ligesom af et Pistolskud. Hans Hænder var
saa medtagne af Kulde, at han ikke kunde røre dem og kom
og bad hende gnide Liv i dem, men alligevel, skønt han rystede
af Kulde og Stormen angreb hans Hoved, var han fuldstændig
rolig og ingenlunde nedslaaet; der var Ting i Verden, som han
regnede for Ulykker, men Kulde og Storm paa en øde 0 hørte
ikke med til dem. „Det er mærkeligt og utroligt at tænke," sagde
han, „at der nu er Stilhed noget Sted i Verden." „O," tænkte
han, „som denne Storm skal mine Ord vække dem, saaledes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
