Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August 1907 - Osceola: Eneboerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
634
Eneboerne
til saa megen Klarhed var hun endnu ikke naaet, at hun kunde
tænke: den kan høre op. Ligesom svage Dønninger af Tanker
og Indtryk fra hendes Hjem og hendes Barndom hjemme
begyndte at skylle over hendes Hjerne. Indtrykket af noget
venligt, venskabeligt kom og forundrede hende meget, Indtrykket
ogsaa af Fred og en ordnet, farefri Tilværelse, og hun prøvede
at fastholde det. Hun saa tilbage over sit hele Liv med sin
svage, forvirrede Hjerne. Hun saa hen paa sin Mand, længe og
stift, og tænkte: han er saa træt, fordi han har vaaget over mig,
han elsker mig.
Indtryk fra deres Forlovelsestid, fra den Tid, han bejlede til
hende, dukkede op, ganske svagt, en Melodi hun havde sunget
for ham, Duften af Blomsterhavens Latyrus, Farven, Mønstret af
en Kjole, hun dengang havde haft paa. — Og som med eet’
glidende tilbage i Tiden, laa der et helt Væld af Indtryk, fra
hendes Barndom, længst forglemte Tonefald af Sætninger, udtalt
af længst forglemte Mennesker, en bestemt Leg paa en bestemt
Plet, Følelser, hun aldrig før havde erindret, og i denne
Barndom laa noget ganske hjemligt med eet og betragtede hende,
ganske blidt, barnligt, legende, fjernt, det kom nærmere, alle Ting
blev saa store, ligesom de havde været dengang.
Alle Indtryk af Stuen blev nu stærkere, hun saa Himlen
ganske tydeligt, Vinduet, Eugénes mørke Hoved, og hun mærkede,
at hun frøs og ønskede, at nogen vilde trække Tæppet op om
hende og tænde Ilden op igen. Der var en svag Støj derhenne,
og hun saä derhen. Et Barn laa paa Knæ foran Ildstedet, lagde
Pindene til Rette og pustede til Ilden, det var et blegt, spinkelt
Barn, men meget fordybet i sit Arbejde og inderlig velfornøjet
med, at det gik saa godt. Han satte begge Hænderne op for
Munden og blæste igennem dem, hans Hænder var helt blaa af
Kulde. Indtrykket af, at hun kendte ham godt, og at han var en
Slags Ven, gled gennem hendes Hoved, hun blev ved at ligge
og se paa ham. Han bar sig ganske forsigtigt ad for ikke at
vække hende, og hans Bevægelser var næsten lydløse, da han
var færdig og det brændte, vendte han sig om og saa paa hende.
Deres Øjne mødtes, hans var store og opspilede, og han smilede,
hun kendte ham godt, men det varede noget, inden hun vidste,
hvem det var, han gjorde en svag Bevægelse med sine Hænder,
lagde den ene inden i den anden for at varme dem og kom lidt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
