Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August 1907 - J. Normann: Moderne Sceneinstruktion. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
672
Moderne Sceneinstruktion
som i Virkeligheden var moderne farvede romantiske
Melodra-mer. Og da han udeblev, søgte han selv at finde paa Midler,
som foreløbig kunde hindre og kvæle det traditionelle Spil. Han
anbefalede saaledes paa det varmeste Skuespillerne at lægge sig
efter Pavser, hvor Pantomimen for nogle Minutter kunde fiaa
Lejlighed til at standse Tiraderne og vække den forjagede
Stemning: „Lad os alle sammen give os til at skrive Pantomimer",
skrev han begejstret en Aften, han kom hjem fra en Varieté,
hvor Mimikeren Hanion-Lee havde henrevet ham ved deres
virkelighedstro Fremstilling af elementære menneskelige Lidenskaber:
Det kommer af, at Sandheden kan vises, men ikke siges.
Alt foreløbig forgæves! — I det Aar, da Zola udgav sine
samlede Kritikker over Teaterforestillinger (de to førnævnte Bøger)
blev det første realistiske Skuespil, Ravnene (Henri Becque)
opført, men først flere Aar senere lykkedes det André Antoines
Fri Teater (fra 1887) at bane Vej for andre ligesindede og for
øvrigt radikalere Dramatikere.
Imidlertid havde Hertug Georg af Meiningen og hans Trup
paa Grundlag af spredte Traditioner fra Goethe, Klingemann,
Immermann og Dingelstedt skabt en Iscenesættelse, som for stedse
skulde sikre hans Teater og dets Instruktør Chronegk en Plads
i Historien. Af sine store Forgængere lærte han saa godt som
alt: Af Goethe Ærbødighed for Enheden, Harmonien i en
Forestilling og Foragt for egoistisk Spil. Fra Klingemann (Rötscher
og Marr) tog han Ideen om den „levende Masse", om at hvert
enkelt Led i Mængderne skal have sit individuelle Præg, og om
Helhedstemningen, d. v. s.: Overensstemmelse mellem Personernes
Dragter og de Omgivelser, hvori de færdedes, og mellem selve
Personens Karakter og den Dragts Farve, han bar. Af ham lærte
han endvidere Respekt for den historiske Kolorit, som
Immermann, de franske Romantikere og Dingelstedt havde haft
Lejlighed til at tage endnu større Hensyn til, fordi de havde rigere
Midler til Raadighed. Men han gik endnu radikalere til Værks
end nogen af disse, idet han gennemførte en overmaade nøjagtig
ydre Udstyrelse, enten historisk eller fantastisk, til de mindste
Enkeltheder og idet han gjorde hvert enkelt Medlem i
Masseoptrinene til en fuldtud levende Deltager i Handlingen.
Uendelig mange Prøver formede det finest stemte Sammenspil, hvor
ikke een uægte Tone fik Lov til at bryde Stemningen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
