Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September 1907 - Thit Jensen: Der gaar Sagn!...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Der gaar Sagn!
749
skeen — bag det kunde den fornemme Herre sove trygt som
ufødt Katunge i Moderbug.
Og de lo — tykt og brølende — mens de ledte den
udhungrede vaklende Fange hen til hans Grav og med haanende,
naragtig Omhu lagde ham til Rette.
I al den Tid aabnede Konrad von Schlieszen ikke sin Mund.
Han spurgte ikke til nogen, sendte ingen sin Hilsen, intet bittert
Smil eller Tegn paa Krænkelse værdigede han Livet. Han krøb
sammen i sin smalle Grav, hvor han hverken kunde staa eller
ligge, korsede Armene over Brystet og saa med mandig Ro,
med stumme, forurettigede Øjne frem i Kælderens skumle Dyb,
mens Svendene byggede Sten efter Sten op mellem ham og Livet.
Derude om Taarnene ruskede Vinterstormen, og guldgule
Birkeblade føg som Fjer i den piskede Luft Den låve, tunge
Kæiderdør smaahylte i stødvise Gisp, og dump og alvorlig lød
Slotsgravens Bølgeskvulp mod de vældige Mure — som Slag af
mægtige, vaade Labber!
En Aabning saa stor som en Sten var endelig tilbage, og
derudfra stirrede to brune, saarede Øjne — saa saarede, at
Bøddelknægten med Stenen parat i sin Haand og lavet til til at spytte
ham i Øjnene som en sidste Livets Hilsen —
— han gjorde det ikke!
Thi de Øjne var som aabne Løndøre ind til Sorgernes Kilde,
var som den evige Uret Tiden i sin Rinden lader tilbage, var
som de Saar, Menneskesynden daglig forvolder Hjerternes Hjerte,
det evige gode!
Han tøvede — med Stenen i Haanden, med Orangelyset
rettet mod det benhvide Aasyn derinde i Indemuringens Dyb,
rettet mod Øjnene, der stumme saa frem, brune som
Gyldenlakkens mørkeste Fløjel —
Han tøvede — hans Øjne krydsedes i Menneskelighed med
de døende brune, de stumme, saarede Øjne!
Og langsomt — langsomt — langsomt — nærmede sig hans
Haand med Stenen — som øvede den vanemæssigt, hvad hans
Hjerte ikke vilde.
Saa lagde han Stenen ind.
„Hans Venner faar at skynde sig, agter de at træffe ham i
Live."–––––––––-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
