Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September 1907 - Harald Nielsen: Bjørnson-Fest
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjørnson-Fest
775
voksende Styrke i Aarenes Løb, fordi han har ejet det menneskeliges
Tyngdekraft i sit Væsen.
Man har gentagne Gange sammenlignet ham med hans Lands
Fjelde, og rent bortset fra ydre Ligheder er det træffende, naar
Sam-menligningspunktet blot er det, at ogsaa han er et Naturfænomen og
virker storslaaet og enkelt som et saadant. Han har den Evne tilfælles
med Naturen at kunne bringe Sindet i Låve, selv om det er nok saa
forviklet. Læs blot de skønne og i god Forstand enfoldige Digte, som
hans halvfjerdsindstyveaarige Fødselsdag aflokkede en Aakjær, en Knut
Hamsun — ja selv en ellers alt andet end enfoldig Kunstner som
Sophus Michaelis. De er Vidnesbyrd om den Inspiration, der udgaar
fra ham.
Det er saa langt som muligt fra at være en Frase, naar Bjørnson
peger paa Forbindelsen fra Menneske til Menneske tværs over alle
Forskelle, selv de vigtigste. Det er Grundtonen i hans Liv, der blot nu
i hans Alderdom klinger kraftigere igennem. Det er Mennesket og
Digteren, der endeligt har sejret over Politikeren og Partimanden.
Hvormeget denne Kamp har kostet, kan ingen vide, men hans
Digtning viser tydeligt nok, at den har fundet Sted.
Efter Bondefortællingerne og Lyrikken følger Manddomsaarene med
Kampe for politiske og etiske Ideer, med stadig nye Modstandere og
stadig nye Bandbuller. Det var ikke ufarligt for Personligheden, men i
sin Digtning havde Bjørnson en Støtte. Gennem den kunde han finde
sine tabte Venner, Menneskene, igen, naar Politikeren havde sat
rigeligt mange af dem over Styr. Men til sidst truede Ensidigheden ogsaa
dette Omraade.
Da Kampen var haardest, gjaldt den ham selv, om han skulde blive
— i stor Stil — hvad saa mange var i snævreste Format, en
Parti-gænger. Det Afsnit i hans Digtning, der stammer fra disse Kampaar,
er bestemt til først at forvitre. Nye Tider vil oprøres over helt andre
Problemer, og disse vil synke ned til blot at være historiske
Mærkværdigheder, men netop fordi Menneskene aldrig vil forsømme at
forkætre hverandre, vil hans Alderdoms Mesterværk, „Poul Lange og
Tora Parsberg" bevare sin Friskhed.
I det ser han sig tilbage og erkender med Gru den
U-menneske-lighed han har været inde i. Det gennemaandes af den ømmeste
Medlidenhed med egen og andres Blindhed og Haardhed. Tiden har maaske
aandfuldere Værker at opvise, men intet „hjærtefuldere", intet, fra
hvilket man i den Grad føier Menneskevarme strømme imod sig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
