Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober 1907 - J. Borup: Goethe og Kvinderne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
837 Goethe og Kvinderne
Han ser igen hendes slanke Skikkelse i al dens ubeskrivelige
baade muntre og rørende Ynde; hvor venligt og naturligt hun
straks kom ham i Møde, og hvor fortroligt og aabent hun om
Aftenen paa Spadsereturen i Maaneskinnet fortalte ham om sig
selv, om sine Sysler og Adspredelser, om Forældre og Søskende,
Selskaber og Baller, Fætre og Venner, uden i sin naive
Ligefremhed at lægge Mærke til, i hvilken Grad hun lukkede sig op
for denne unge Fremmede, som hun kun havde kendt nogle faa
Timer.
Han ser dem sidde sammen i den dugfriske Sommermorgen
paa Friederickes Høj med Udsigt over det frie bølgende
Landskab, der gennemstrømmes af Rhinen med dens mange skovklædte
Smaaøer, Schwarzwalds mørke Bjærgryg langt ude i Øst, og i
Nord Strassburger Münsterens Taarne. De sidder og lægger
Planer for den kommende Dag, da der skal være Selskab i
Præste-gaarden. Saa ringer Landsbyklokken, og de rejser sig og gaar til
Kirke, hvor de sætter sig ved hinandens Side og, lykkelige over
at være hinanden saa nær, hører paa den lange tørre Prædiken.
Efter Gudstjenesten er allerede Gæsterne begyndt at komme; der
holdes Maaltid ude i det fri, Friedericke er den omhyggeligste og
venligste Værtinde, og Goethe, der maa nøjes med under de derpaa
følgende Pantelege at følge hende med Øjnene, er uudtømmelig
paa Indfald, sprudlende af overstadig Lystighed; skønt de begge
virker af al Kraft paa at oplive Selskabet, er de dog i stadig,
for de andre uforstaaelig Forbindelse med hinanden; jo mere de
føler den hemmelige Forstaaelse, des lystigere leger de. Senere
hen, da Musikken spillede op og Dansen begyndte, mødtes de
igen; de dansede sammen, som de aldrig havde danset før, men
da Lystigheden var godt i Gang og Forældrene bad hende skaane
sit noget sarte Helbred, vandrede hun og han ud over Marken op
til Udsigtshøjen og satte sig paa Bænken under Friederickes Bøg,
og i den skumrende Aften, mens Stjernerne tændtes, tilstod de
hinanden deres Kærlighed.
Hvor længe Lykken holdt sig paa denne Højde, nævner han
ikke. Men han husker den Tid som en eneste Solskinsdag. Han
mindes en Række uforanderlig skønne Dage med blaa Himmel,
langt ude taarner Skyerne sig op over Schwarzwalds Bjærge,
men de kom aldrig op over Landet, og hvis de kom op og gav
Regn, drev de saa hurtigt bort, at Solen skinnede, før Græsset
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
