Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober 1907 - J. Borup: Goethe og Kvinderne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
839 Goethe og Kvinderne
mellem Strassburgerinderne; dette og forskelligt andet anfører han;
men Grunden laa ikke i Forholdene, men i ham selv. Thi der
er ingen Tvivl om, at han fra først af ikke har gjort sig klart,
hvad dette vilde føre til; han har med fuldkommen Sorgløshed
givet sig hen i en Følelse, der gjorde ham overdaadig lykkelig;
at dette bar mod en Krise, har den anden Goethe i ham hurtig
forstaaet, men uden at han i Øjeblikket havde Styrke nok til at
trække sig tilbage i Tide; saa længe det sorgløse og sejersglade
i ham har haft sit frejdige Overtag, har han været helt under
Friederickes og den lyse Sommers Trylleri, men saa snart som
Frejdigheden mattedes, er den digteriske Uro brudt igennem og
har jaget ham op. Digteren sejrede; i ham er den evige Hast
mod Fornyelsen, og skønt Mennesket siger ham, at det, han
efterhiger, kun findes paa Virkeliggørelsens Vej, foretrækker dog
Digteren usikkert for fast.
Han brød saa lempeligt som muligt. Over for Friedericke har
han sikkert forstaaet at skjule sine Tanker, som saa ofte senere;
det var nu hans Kunst; han skjulte dem, fordi han havde
hverken Mod eller Hjerte til at udtale dem; mens Familien
betragtede Forholdet nærmest som en regulær Forlovelse, — hun
havde en Dag ved Afskeden kysset ham i de andres
Nærværelse —, sad han ene med sin Kval i Gæsteværelset og skrev
til sin Ven Salzmann i Strassburg. Udenfor rusker og regner det,
og Kirkefløjen piber under Vindstødene; hans Sind er som den
svajende Kirkefløj; og dog, her havde han fundet den fortryllede
Have, han i sin Barndom drømte om. Men hvad nytter det, vi
finder, hvad vi søger? Saa snart vi staar ved Maalet, er vi lige
nær. „Man er ikke et Haarsbred lykkeligere, fordi man opnaar,
hvad man ønskede"; og han slutter, „jeg er alt for vaagen til ikke
at føie, at jeg griber efter Skygger".
Men Friedericke blev sig under Krisen bestandig lig. Hun
har sagtens indtil det sidste troet paa Goethe, ja end ikke
Afrejsen til Frankfurt har kunnet svække hendes Tillid, thi hendes
ærlige Natur har ikke kunnet tænke sig Muligheden af et
saadant Forræderi; men hun anede noget, og da han fra
Hesteryggen bøjede sig ned og rakte hende Haanden til det sidste
Farvel, stod hendes Øjne fulde af Taarer. Musst’ es eben leiden,
siger Heidenrøslein. Først da hun fra Frankfurt fik hans Brev,
forstod hun. Hun skrev da et Svar — som desværre ikke er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
