Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November 1907 - Kn. Ferlov: Brunetière og Kritikken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
884
F. Brunetiére og Kritikken 884
bestemme, hvorfor Balzac ligefrem er ensbetydende med
Romanen, han kan udvikle Forholdet mellem denne og Balzacs
Kunst; men den store Romanforfatters Kunst lever ikke i sin
Mangfoldighed gennem hans Skildring. Brunetiére kan træffe
Hovedegenskaben i Rabelais’ Værk, men han har ikke digterisk
Kraft til at kalde det selv frem. Han interesserer sig mere for
at finde Grunden til, at Racine er et Geni, end for at male dette
Genis Frembringelser. Det er, som om Brunetiéres største
æstetiske Nydelse er de matematiske Love, de harmoniske Kurver
og Linier i Tankernes og Kunstformernes Udvikling, dem hans
Logik og Skarpsind kan trække op.
I Brunetiére er alt Kritik; han tror paa denne Genres
Fremtid og Magt; den er for ham først i sin Barndom. Han begyndte
sit ufuldendte Værk om Genrernes Evolution med et glimrende
Rids af Kritikkens Historie i Frankrig. Han efterviser med Stolthed
den ledende Stilling, Kritikken har indtaget i Tidernes litterære
Bevægelser og Strømninger; der er, som han siger, ikke
foregaaet nogen Revolution i Smagen og Litteraturen, som ikke har
haft en Udvikling af Kritikken til Oprindelse og Fører. „Ronsard
og du Bellay, Malherbe og Boileau, Voltaire, Chateaubriand og
Hugo, — det er den offentlige Menings Bifald til deres Lære,
som har forberedt deres Vierkers Sukces, og det er Kritikken,
der, idet den laante dem sin Upartiskhed og Støtte, ligesom har
sikret deres Værkers og deres Rys Varighed ud over dem selv."
Det er endvidere Saint-Beuve, der — Udtrykket er af Heine —
er gaaet foran Victor Hugo og har stødt i Trompet for ham;
det er endelig, efter Brunetiéres Mening, Taines Essai om Balzac,
der mere end alt andet, mere end Flauberts Roman, har bidraget
til Naturalismens Gennembrud, og det er ham, som Zola stadig
vendte Blikket imod med et „Quare me dereliquisti" efter at
Taine i sin „Philosophie de l’art" havde sat de Grænser,
Naturalismen ikke kunde overskride uden med det samme at
overtræde Kunstens Grundlove.
Om Taines Balzac-Essai har haft den store Betydning for
Naturalismen, som Brunetiére antager, maa staa hen. Men
dersom det er saaledes, er det da ikke, fordi der i dette Essai er
noget af den samme Glød, der er i Kunsten? Og for de andre
Kritikeres Vedkommende er det ikke netop, fordi de ikke var
uinteresserede, men i deres kritiske Manifester lagde det Liv og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
