Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November 1907 - Fr. Vetterlund: Svensk Nutidslyrik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
900
Svensk Nutidslyrik
sidste Halvdel, udkom allerede 1882 og 9 Aar senere hans andet,
hvis største og bekendteste Digt, Grottesangen, bag ved den
moderne Industrialisme med vældige Hug angreb det mekaniske
Verdenssyn og Naturalismens Moral. Snoilsky skrev nogle
sociale Poesier, i hvilke han smukt følte med Tidens demokratiske
Bestræbelser, og nogle andre, hvor han i andre Retninger
nærmede sig 80 Aarenes Program (desværre ogsaa dets Ideer om
Digtning og Digtningens Opgave; se hans i og for sig smukke
„Poesiens Vandring") men for Naturalismens Væsen og
Grundsyn var han dog fuldstændig fremmed, og hans Digtning forblev
skønhedsstræbende og harmonisk fornem ogsaa nu og lige til det
sidste. Ogsaa Wirsén, Gellerstedt og Melin har været poetisk
virksomme, medens samtidig (i 80erne) Naturalismen og senere
den Litteratur, som umiddelbart er paavirket af dens
Verdens-betragtning, brød ind i Sverrigs aandelige Liv, — Wirsén i en
hel Række Digtsamlinger, som læstes og diskuteredes af Venner
og Fjender (sidste Bog 1899) Gellerstedt under mindre Debat,
al den Stund han staar uden for Dagens Strid og ligesom Melin
blot er ren Lyriker.
Men samtidig har vi faaet en Poesi, som vel savner
Naturalismens litterære Præg, — Naturalismen som Kunstform og
Metode var jo mildest talt ulyrisk og holdt sig i det store og hele
til Prosaen, — men som alligevel var vokset frem af det
Jordsmon, som havde dannet sig efter 80 Aarene. Derfor bærer i al Fald
meget af denne senere Poesi, trods al ny Skønhedssøgen og ny
Fantasikunst, Jordalderens Mærke uden noget Skin af
oversanselig blaa Himmel. Gud deroppe var endnu i denne Digtning død,
et blygraat Slør laa stadig over Tilværelsen, Synsranden kom
nærmere og Sanseverdenens Farver blev mere glødende, medens
Livspulsene stadig slog i en Rytme og Feber, som de aldrig før
havde haft. Denne Pessimisme lurede under de kække
Trompetfanfarer, under „Livs"- og Farveglæden i Heidenstams Debut „Valfart
og Vandringsaar". Hos Levertin med hans om J. P. Jakobsen paa
en vis Maade mindende hektiske Livstørst og blomstermyldrende
eksotiske Stil blev den til en Dyrkelse af den sorte
Tilintetgørelse, hos Ola Hansson ligeledes, og den har lagt sin mørke
Islæt ogsaa i den Frødingske Væv, i det mindste før hans
religiøse Omslag. I megen endnu nyere svensk Lyrik genfindes den
senere.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
