Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November 1907 - J. Borup: Goethe og Kvinderne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
929 Goethe og Kvinderne
motiv; her er det Morgenens Arbejdsmod, i hint er det
Aftenhvilen, det ene ser tilbage, det andet frem; begge fæstner de i
et Billede Livets Vilkaar set fra Højden.
VII
Og ligesom nu i sin Tid Forholdet til Friedericke, som det
er udtrykt i Majvisen, fik sit ungdommeligt straalende Præg af
det Gennembrud, hvorunder Goethe svinger fra Klassicismens
Ro ind i Stormtidens Uro, saaledes faar, under det andet store
Gennembrud i modsat Retning, Forholdet til Fru v. Stein et
Skær af den rolige Højhed, der er udtrykt i Gickelhahn-Digtet.
Vel er der Lidenskab i den første Tid, og Forholdet er da
ikke synderlig forskelligt fra Werther-Forholdene i hans urolige
Periode. Men efterhaanden som Fru v. Stein lærer at lede og
danne ham efter sin Vilje, antager det den høstlige Ro, som
skiller det ud fra alle andre. Hun bliver da for ham, hvad ingen
Kvinde har været før, hans Veninde, hans Fortrolige. Naar han
før var forelsket, havde han altid en Ven, med hvem han delte
sin Hemmelighed, og som ledede og raadede ham; i Leipzig
Perioden var det Behrisch, i Sesenheim Tiden var det Salzmann,
under Wetzlar-Forelskelsen Merck, under Forlovelsen Augusta
Stolberg; men der er ingen ved Siden af Fru v. Stein. Jeg har
hele mit Liv igennem," skriver han, „haft et idealt Ønske om,
hvordan jeg vilde elskes; nu da Verden daglig bliver mig klarere,
finder jeg det endelig i dig; du eneste, i hvem jeg intet behøver
at lægge ind, for at finde alt i dig." Han kalder hende
Opdrager-inde, Sjæleførerske, hun er den, der beroliger ham. „Du dæmper
min Vildskab, og mit stormende Hjerte bliver stille. Hvilken
Livsalighed at ligge for dine Fødder og blive god ved at se ind
i dit Øje." Alt hvad urent er i hans Sind fejes ud „som af et
Røverslot, der overgiver sig,", ja, hele hans Væsen fornyes, saa
han ikke kender sig selv. „Sige kan jeg ikke og tør ikke begribe
det, hvad din Kærlighed virker for en Omvæltning paa alt i mit
Inderste. Det er en Tilstand, som jeg, saa gammel jeg er, aldrig
har kendt."
I disse vanskelige Aar, da alt det nye i Weimar, Styrelsens
Ansvar, Hoflivets Spænding, Selskabelighedens Tummel er ved
at sluge ham, da er det hendes Kærlighed, der holder hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
