Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November 1907 - J. Borup: Goethe og Kvinderne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
932
Goethe og Kvinderne
samme Uro, der i Ungdommen drev ham ud af det ene Forhold
ind i det andet, og helst ind i et andet af hel modsat Art,
arbejdede endnu under den ydre Ro, der med Aarene i stigende
Grad lagde sig kold og stivnende over ham. Bedst som den
gamle Vulkan ligger slukt og kold med Sne paa Toppen, ryster
den i sine Grunde, og det flammer over Bjerget
Dette hændte Gang paa Gang. Sidste Gang det hændte, var
hans Hustru, Christiane Vulpius, død, og Skæbnen vilde da, at
han et Par Somre i Træk ved et Badested traf sammen med
den purunge, om Friedericke mindende, Ulrikke von Levetzau;
hun var i den sidste Sommer 19 Aar, og han var 74! Og han
betoges som et ungt Menneske; han var om hende tidlig og silde,
han spadserede med hende, han læste for hende, han bragte
hende Blomster, og om Aftenen i Kursalen førte han hende i
Dansen. Og den Drøm, der ofte drømt og atter forkastet, altid
vendte tilbage igen, syntes ham et Øjeblik at kunne blive til
Virkelighed. Om nu Hertugen, hans Herre, som det er blevet
sagt, har gaaet hans Ærinde og bejlet for ham gennem Moderen,
eller om det Tilbud, den gamle Eksellence ikke selv kunde faa
over sine Læber, paa anden Vis er blevet hende overbragt, vist
er det, at nu, da det for første Gang i hans lange Liv var fuld
Alvor fra hans Side, maatte han, hvem ingen Kvinde havde
kunnet modstaa, til sin Forsmædelse erfare, at nu var det for
silde. Hun gav et venligt, men afslaaende Svar. Hvorefter Goethe
med Fortvivlelsen i sit Hjerte tog Afsked og rejste hjem.
Paa Hjemrejsen omsatte han, som saa ofte før, sin Sorg i
Digt. I dette hans sidste, men ikke hans ringeste Kærlighedsdigt,
med det rørende Omkvæd: Mich treibt umher ein unbezwinglich
Sehnen — Da bleibt kein Rath als gränzenlose Thränen, er det
atter den urobesejrende Ro, han besynger. Han sammenligner
den Fred, som omgav ham i den elskedes Nærhed, med den
Guds Fred, der overgaar al Forstand. Da ruht das Herz. Og
han nævner den dybt i Sjælen hvilende Trang til frit at give sig
hen til en højere, renere Magt, „til saadan salig Højhed føler
jeg mig løftet — naar jeg for hende staar. — For hendes Blik
ret som for Solens Straaler — for hendes Aande som for
For-aarsluftning — hensmelter hvad der selvsygt, iskoldt hviler — dybt
i de vinterlige Kløfter."
Der er noget i denne Andagt, der minder om Slutningen af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
