Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. L. Heiberg: Lidt byzantinsk Theologi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
34
Lidt byzantinsk Theologi 34
skønt han indrømmer, at kun Faderen er utilbleven, hævder han,
at Sønnen er lige saa evig, og afviser nærmere Forklaring med,
at det er et Mysterium, ufatteligt for Mennesker. For øvrigt
opererer han med Skriftsteder som Joh. I 18 „den enbaame Søn, som
er i Faderens Skød," XIV 9 „den, som har set mig, har set
Faderen" og X 30 „jeg og Faderen er et," ogsaa ret tvivlsomme som
Paulus Kol. I 15 „Skabningens Førstefødte" og ganske
betydningsløse. Paa Grund af den ovenfor berørte Tvedragt i Evangelierne
selv var det ikke vanskeligt for Areios at stille andre Bibelsteder
mod disse, f. Eks. Joh. XIV 28 „Faderen er større end jeg,"
XVII 3 „dig, den eneste sande Gud, og Jesus Christus, som du
har udsendt," Ap. G. II 36 „Gud gjorde ham baade til Herre
og til Christus." Alexandros, som selv beskylder Areios for at
fortie de Steder, der taler imod ham, gaar let hen over disse
Vanskeligheder med den Bemærkning, at, hvad Areios anfører for
sig, refererer sig til Christi Fornedrelse for Menneskenes Frelse.
En Polemik af denne Art kunde ikke føre til andet end
endeløse Diskussioner om exegetiske Spørgsmaal. Den Fortjeneste
at have grebet om den hedenske Nælde med fast Haand vil
man ikke kunne nægte den Mand, som snart blev Centrum i
Kampen mod Areios og hans Tilhængere, den alexandrinske
Presbyter Athanasios, hvor meget man end ellers kan have imod
hans udpræget agitatoriske Personlighed, som ikke skyr noget
Middel og haardnakket hamrer paa det samme Søm, til det trækker.
Athanasios forsmaar vel ikke at fægte med og om Bibelsteder
ligesom sin Bisp; saaledes helliger han en hel Afhandling til at
bekæmpe Arianernes Anvendelse af Paulus Phil. II 9 „derfor
har Gud ophøjet ham højt og skænket ham Navnet over alle
Navne," hvilket Sted bortforklares som kun sigtende til Christi
menneskelige Natur. Han bekæmper ■ ogsaa Areios’ Lære om
Sønnen som skabt af intet med spekulative Raisonnementer, der
ofte er skarpsindige nok; Sønnens Forhold til Faderen søger
han at gøre klart ved at sammenligne det med Flodens til Kilden
eller Straalens til Solen, et Billede, som for øvrigt allerede
Alexandros bruger, og i sin Forklaring af, hvorledes et evigt Væsen
kan siges at være født, ender ogsaa han i Mysteriet: „for
Mennesker er det ejendommeligt at avle i Tiden paa Grund af deres
Naturs Ufuldkommenhed, men hvad Gud har avlet, er evigt paa
Grund af hans Naturs evige Fuldkommenhed." Men Ledemotivet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
