Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. L. Heiberg: Lidt byzantinsk Theologi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lidt byzantinsk Theologi
39
af Kyrillos tilbage og lod Betegnelsen Theotokos passere, hvad
allerede Nestorios havde tilbudt at gaa ind paa, men affattede
for øvrigt den officielle Bekendelse nærmest i nestoriansk Aand;
dens Udtryk var imidlertid saa vage og de mentale Forbehold
saa talrige, at begge Parter kunde tilskrive sig den dogmatiske
Sejr, og Koncilets Beslutning hidførte følgelig ingen virkelig
Afgørelse. Paa et Kirkemøde i Konstantinopel 448 maatte en højere
Gejstlig Eutyches, der havde givet Anledning til Tvivl om sin
Rettroenhed, ved nærmere Forhør bekende, at han antog en
Natur hos den menneskevordne Christus, og paa et nyt Koncil
i Ephesos 449 blev denne Lære med Magt og under Trusler
vedtaget som den rigtige. Men allerede to Aar efter fastslog
Koncilet i Chalkedon under Indflydelse af Pave Leo den Store —
der var desuden i Mellemtiden indtraadt Thronskifte i Byzans —,
at man havde at antage to fuldstændige, ublandede Naturer
uadskilleligt forbundne i Christi Person; Lidelse og Død angik ikke
Guddommen; dog tilkendte man Maria Prædikatet Theotokos.
Læren om de to Naturer er siden den Tid forbleven den
orthodoxe; den Augsburgske Trosbekendelse siger: „Guds Søn har
antaget menneskelig Natur i den salige Jomfru Marias Liv, saa
at der er to Naturer, en guddommelig og en menneskelig,
uadskilleligt forbundne i Personens Enhed" (III 1—2).
Men det overvundne Parti (Monophysiterne) gav ikke tabt. De
havde stort Tilhæng ikke blot i Alexandria, men i den
orientalske Kirke i det hele, og var stærke nok til at fremtvinge
forskellige Mæglingsforsøg fra Regeringens Side, som med Ængstelse
saa paa Stridens voksende Heftighed. 452 forbyder et Edikt af
Kejser Markianos al offentlig Diskussion om Trossager, fordi det
er en Fornærmelse mod „den hellige Synode i Chalkedon" at
rokke ved, hvad den har ordnet og bestemt; men 482 undgaar
Kejser Zenon, udtrykkeligt af Hensyn til Monophysiterne, at tale
om to Naturer i sit Unionsedikt, og 533 optog Justinian i sit
Trosedikt, der fastslog den orthodoxe Lære i alle Enkeltheder,
en monophysitisk Sætning, der understregede, at Lidelsen og
Miraklerne tilhørte en og den samme, og at i Christus en af
Treenighedens Personer var korsfæstet.
Medens de orthodoxe, trods Monophysiternes Angreb, slog sig
til Ro med den intetsigende Formel to Naturer — en Person,
røbede Vanskelighederne i det monophysitiske Standpunkt sig ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
