Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Knut Hamsun: Bondekulturen. Et Brev til Johs. V. Jensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
stiller med Appetit, men uden trængende Instinkter (?), har ikke
et lidet klæbrigt Privatliv at interessere en Omverden for, de
lever da ogsaa idet de producerer, fordi ogsaa deri er Arbejde ...
Og ud af dette former sig vor Tids Amerika, en ny Kulturs ny
Typer, Hverdagen, Fabriken, Børsen, Næringsvejene, Tilværelsen
som den er ... Den moderne store Samfundsroman — Frank
Norris etc. — flytter Spændingen over i Nutidsverdenens
virkelige Konflikter."
Jeg læser dette, og jeg synes, jeg forstaar hvert Ord, de
forekommer mig endog lidt kendte. Men der ligger sikkert noget
bag, som er skjult for mine Øjne, jeg tør ikke gaa ud fra, at
det er saa ligefrem ment — af Frygt for at paatrykke dig en
Vulgarisme fra Ottiaarenes Romankritik. Hvilket andet Program
havde nemlig den „naturalistiske" Roman end dette — endog
med Tillæg af det lille klæbrige Privatliv, som heller ikke
unddroges Tilværelsen som den er? August Strindberg har engang
udstedt et Slags Manifest om den ny Kulturs ny Typer af
selvsamme Indhold som dit, og han glemte ikke „elegierne,
sammanskrifna af en privatperson öfver en liten sorg." Han skrev
dette i 1876. Hvilket altsaa aabenbarer en „Forbindelse" med
Strindberg for 31 Aar siden og dig og Amerikas frodige
Litteratur idag.
Men der maa ligge noget bag, og hvad er det? Skulde vi for
Eksempel behandle Verdenslitteraturens „Naturalister" med
overbærende Ufjendtlighed og sige, at vel nok var ogsaa disse ret
agtværdige Fuskere i Faget, men Amerika, oh America —? Det
falder mig ind, at dette maa være din Tanke. Der er da ogsaa
noget rigtigt i den. Medens saaledes Epigonen Maupassant lod
Mennesker gaa ud paa Vejene og myrde hinanden tilfods, raser de
hos Overepigonen Frank Norris imod hinanden med hver sit
Lokomotiv og skyder hinanden ned fra „Sædet", mens de
passerer. Og skulde vi videre sige, at dette Træk er typisk for
amerikansk Romanpoesi, er du saa tilfreds?
Jeg tillader mig at forestille en Medbroder i dansk Kritik,
Hr. Harald Nielsen — og beder begge undskylde! Han spænder
næsten lige saa vidt i dette Spørgsmaal som du, han er Filosof,
han er ogsaa genial, og han har al vor egen norske Collins
godhedsfulde Snakkesalighed. I kan have Glæde af hinanden, du og
han, ogsaa han har været udsat for en kendt optisk Forblændelse:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
