Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar 1908 - Harriet Bentzon: Nogle Erindringer om Holger Drachmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
163 Nogle Erindringer om Holger Drachmann
Nøjsom dq var, kun i Arbejdet ikke,
dér gik du i Spidsen med fordringsfuld ld.
Trolig du virked, led ej at ligge
paa den lade Side i Manddommens Tid.
Hviler du nu, saa er Hvilen fortjent.
Gamle Professor, den Tak skal du have:
Arbejdsvelsignelsen, den har vi kendt
gennem din Fødselsdagsgave!
En Flok unge, Viggo Drewsens Børn og Hans Berg, sluttede
sig om ham derude i Hornbæk. Og det hændte, naar vi laa i vor
sødeste Søvn, Kl. 1—2 om Natten, at Holger kom hjem med sin
unge Garde. De kom med Sang og Strengespil, og op fo’r vi.
Saa gik Natten paa Altanen; Børnene listede sig ud af deres
Senge og kom for at høre paa Mandolin og Guitar og paa alle
de underlige Ting, som Onkel Holger sagde. Det var naturligvis
ikke sundt for deres „Fysik", men naar jeg tænker paa det
Billede af den gryende Dag og Holger, omgiven af de unge
smukke Mennesker, saa synes jeg, at det er godt, de har det
Minde.
Det lille Skær af Komik, som gerne fulgte Holger, savnedes
heller ikke her. Nu havde han frigjort sig for Hus og Møbler:
Jeg ejer i Verden kun to Kufferter, og det er min Stræben at
naa ned til een." Gud bedre det med de to Kufferter! De
rummede langtfra det, som han syntes, han havde absolut Brug for
hver Dag. Gid jeg kunde huske alt, hvad vi havde løst paa
Vognen, da vi hentede ham! Der var i ethvert Fald en Bøtte
med Multebær og diverse Malerier i Biendramme, nogle vaade.
Efter nogle Dages Forløb vilde han absolut have et Par
Haand-vægte. Jeg gjorde Anstalter for at faa dem ud, og de naaede den
Dag han vilde rejse. Saa havde han ogsaa dem løse. 8 Dage
efter stod han igen i min Stue. „Er der Plads paa din lange
Sofa? Nu har jeg ligget i lutter Senge, som var en Alen for
korte." Ja, der var Plads, og vi gik ud til Vognen for at bære
ind: de vaade Malerier, Haandvægtene og — Bøtten. Da Tiden
var gaaet, og han for Alvor vilde rejse, sagde jeg til hans lille
Pige: „Kan du nu se, at Far ikke egner sig for et Hjem, hvor
Børn skal have Fred til at gro op?" Og jeg tror, hun forstod
det uden Sorg.
Jeg var glad for en Gang igen at leve sammen med ham,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
