Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar 1908 - Peter Jerndorff: Det danske Sprog paa den danske Scene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
198
Det danske Sprog, paa den danske Scene
Som allerede flygtig berørt ovenfor kom der i Slumingen af
det 18. Aarhundrede en ejendommelig Paavirkning og gjorde
sig gældende overfor Scenens, særlig Tragediens Sprog gennem
den store Skuespiller Michael Rosing. Han, der var Thrønder
af Fødsel, arbejdede vel ihærdigt paa at afslibe sin haarde
norske Udtale, samtidig med, at han kæmpede for og bestræbte sig
selv for en større Naturlighed i Tragediens Diktion, end den
tidligere havde ejet. Men helt dansk blev hans Tale ikke, og
adskillige Ords norske Udtale har han vel heller ikke villet
aflægge, fordi de besad en større Kraft paa hans eget Maal end
paa det vege danske. Hans norske „Sværd" faldt tungere end
det danske „Svær’"; Jorden", „Norden", „Ordet", „haarde",
„Gærdet"; „Skaa-ven", „saa-ve" klang ham bedre end den
almindelige danske Udtale af disse Ord. Og de fik fast Fod i
Tragediens Sprog, og i det hele i den højere Stil, ja ofte langt
ned i Scenens Dagligtale. Han skabte nemlig Stil, han fik
talrige Efterlignere. Vi hører det i Blichers „Skibsjournal", hvor
der staaer: „„En ny Tidsalder", lød nu bag ved min Ryg en
affekteret Theaterstemme, en af de mange Rosingianere, som i
denne Periode norskede i Thalias Kapeller og stundom i selve
Kirkerne," osv. Hvordan Norsk kan friste ved sin større Kraft
og Klang hørte vi senere paa selve den gennemnaturlige Vilhelm
Wiehe, der efter sit norske Ophold stadig sagde „et Häv" (med
langt a og v). Jeg har ogsaa en Mistanke om, at de underlige
Spørgsmaal, der stiger til den sidste Stavelse (istedetfor som ellers
paa Dansk til den mest betonede Stavelse for saa atter at dale),
som er fuldstændig norske i Formen, og som har grasseret i vor
Tragedie hele det 19. Aarhundrede igennem, ja, stundom kan
spores endnu, at de ogsaa stammer fra Rosings Paavirkning.
Det var morsomt at vide, naar mig og dig paa Scenen blev
afløst af Udtalen maj og daj; men det er det sagtens umuligt at
faae oplyst. At vore Digtere skrev mig og dig som Rim paa Ord,
der endte paa ig, langt ned imod vor Tid, beviser Intet; de skrev
saa mangfoldige Gange Øjerim for Ørerim. Udover det omtalte
Tilfælde i „Alferne" kan jeg ikke mindes at have hørt det udtalt
paa Scenen i Tale. I Sang derimod holdt det sig, lige til Emil
Poulsen brød det i „Bertran de Bom", hvor han dog bøjede sig
for Digterens Fordring til Udtalen dig som Rim paa Krig og
sang følgende Compromis:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
