Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar 1908 - Peter Jerndorff: Det danske Sprog paa den danske Scene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
204
Det danske Sprog, paa den danske Scene
mere. I denne maa man endogsaa stundom gaae lidt udenfor
Livets Tale, hvor jo Sangen allerede efter sit Væsen er.
Naturligvis maa man ogsaa der nærme sig saavidt muligt til den; men
Ens Smag maa bestemme, hvor langt man kan gaae. Jeg for mit
Vedkommende lider, naar jeg hører Folk i en overdreven
Natur-lighedsbestræbelse synge: „Dejlig er Jo-o-ren". Sangen kan heller
ikke paa sine baarne Toner taale Udtalen „Skaau-en", „saau-e",
hvad jeg synes, selv Tragediens Vers taaler, men kræver
„Skaa-ven", „saa-ve".
Og ligesom i Livet Talen bliver mere distinkt, jo mere
energisk den bliver, saaledes ogsaa paa Scenen. Vrede, Glæde,
Begejstring skærper alle Konsonanterne og bringer alle Vokaler til
at klinge kraftigere.
Omvendt ikke blot taaler, men kræver den lette, hurtige, den
jævne, den nonchalante Tale mange flere af Livets Sløjfninger,
dog uden at stige ned til Livets Jaskeri. Medens derfor det gamle
Mønstersprog paa en vis Maade var let at tilegne sig med sin
sikre, afgjorte Udtale af hvert Ord, og man derfor virkelig kunde
sige: „saaledes udtales det paa det kgl. Theater", har Nutidens
Sprog for mangfoldige Ords Vedkommende en dobbelt Udtale,
saa man maa sige: „det hedder baade det og det: lagde og la’e,
Norden og Nofen, meget og majet, Kaarde og Kaafe, Morgen
og Maar’en, Spøg og Spaaj osv." Hvor man skal sige det ene, og
hvor det andet, er ikke altid saa let at afgøre; det maa næsten
hver Gang bestemmes efter Personen, der siger det, Forbindelsen,
hvori det siges, Stemningen, hvori det udtales, selve Stykkets
Stil. Man kan endogsaa tæt ved hinanden komme til at bruge to
forskellige Udtaler af det samme Ord: „hun er majet smuk og
meget begavet", som jeg har hørt sige, og hvor virkelig den
forskellige Udtale betyder noget. Ens Sprogsans og Smag maa
bestemme, hvilken Udtale man i hvert Tilfælde skal vælge.
Den gamle Tragediestil havde ikke blot sit eget Sprog, idet
Mønstersproget særlig hørte hjemme der, men ogsaa sine egne
Toner og Tonefald. Den langsomme, højtstemte Deklamation med
sine store Tonebølger beherskede den. Man talte lige bredt og
pathetisk om Alt, hvad enten det var de store Følelser, man
udtrykte, eller man talte om ganske dagligdags Ting, som at gaae
hen at spise eller sove, hvad der jo ogsaa forekommer i
Tragedien. Jeg har allerede ovenfor berørt det tragiske (norske)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
