Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts 1908 - Johannes V. Jensen: Bruno Liljefors
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bruno Liljefors
291
er bleven lidt forsinket, og som dikker noget overordenligt i
Vandskorpen for at vinde med.
Saaledes har Jægersmanden Liljefors set dem, og saaledes
skildrer han dem, den samme Mand, der til andre Tider undliver
de uskyldige Fugle med Bøssen. Men som bekendt er det netop
Jægeren, der opholder Vildtet ved at spille Vorherres Rolle for
det; Ikkejægere udrydder kun Dyrene ved at beskytte dem.
Et Billede af en Regnspove viser Liljefors som den fine
Kender af Dyrene i Samspil med deres Omgivelser, den mærkelige
Evne de har til at tone sig af mod deres Opholdssted, som man
med en engelsk Ord har kaldt mimicry. Det er kun en enkelt
Spove, der staar ubevægelig mod en Baggrund af Tuer, som har
næsten samme Farve. Enhver der nogensinde har set en vissen
Tot Græs pludselig faa Liv og forvandle sig til en Fugls bestemt
nuancerede Fjerdragt, vil kende dette Billede igen som en stor
Kenders og Kunstners Mesterværk. Af den Slags Eksempler paa
Dyrenes Legen Gemme i Naturen har Liljefors malet mange og
vel at mærke uden just at have til Hensigt at fremhæve
Situationen, hvad der kun vilde føre til Naturhistorie for Voksne,
men fordi Studiet af Dyr af sig selv fører ind i den Løndom,
hvor de og Naturen tilsammen blænder Øjet. Han har malet en
Snehare i de hvide Omgivelser, der gør den næsten umulig at
faa Øje paa; han har malet Tjuren, der sidder ind til Stammen
af en Gran i Skovtykningen og gaar saa fuldkommen i et
dermed, at man ikke vil opdage den, uden at den rører sig, eller
man er nær nok til at se det lille blanke Øje. Fuglen ved det,
som den sidder der bomstille, stivnet paa Grenen; men den sorte
Øjenperle brænder som den mest intense og rædde lille Livslys
i Skovmørket. Der kommer kun Angst til den, og opdager man
den saaledes i Skoven, udgaar der ogsaa kun Angst fra den igen.
Dette er den sande „Schweigen im Walde", og Bøcklins ellers
saa grumættede Farvemosaik med Enhjørningen i Skoven er en
romantiserende Oversættelse af Naturen ved Siden deraf. Billedet
af Spoven, der kan ses i Malmø, er et Vidunder af Stemning
Det ligner selve den nordiske lyse Nat, den graa Sølvnat, der
er uden Hemmeligheder men mættet med Ufattelighed,
Sværmeri, Elskov.
Liljefors’ allerbedste Frembringelser findes ellers ikke paa denne
Tournéudstilling, de tidligere Arbejder, hvor han har naaet sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
