Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April 1908 - Erik Henrichsen: Vilh. Lassen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
372
Vilh. Lassen
er for ham Udtryk for den samme Fornægtelse af Demokratiet,
som at „den fri Overbevisning" har 114 Mand i Folketinget.
Selv Dommerne, siger han, som Grundloven dog har villet
beskytte allerstærkest, „er der Ende paa". Naar de er 65 Aar, kan
de fjernes.
Det er det umiddelbare Demokratis Lære, der her forkyndes
uden Anstød. Der er Ende paa selv Dommerne, hedder det med
en tydelig Fornærmethed over, at der blot paa eet eneste Sted i
det enevældige Demokrati skulde rejse sig en Skranke. Skulde
Lassen give Grundloven paa ny, er det vist tvivlsomt, om han
vilde gøre Dommerne uafsættelige. Man kan end ikke være helt
sikker paa, at Retsstatens fundamentale Princip, Reglen om
Domstolenes Suverænitet som den 3die selvstændige Statsmagt, i ham
vilde have en klippefast Tilhænger.
Hvad der ikke kan afgøres paa en Valgtribune, har denne
Demagog i det hele ingen Sympati for. Ofte har han appelleret
til Tribunerne: „Lad os saa faa Valg! Og lad os faa det straks!
Et Valg er 1000 Møder over Landet." Og hvad der ikke kan
trives i et Parti, viser han ud af det politiske Liv. Ingen har
hævdet Partistrengheden paa en saa haandfast Maade som han.
Partiet er et Jomsborg, og han dets Palnatoke. Om man duer
til Partimand, er i hans Øjne afgørende for, om man
overhovedet har politisk Kald eller ikke. De, der gør Mudder i Geledet,
„skal blive hjemme og passe deres private Kram, hvor de
maaske kan du, men i Politik hører de hjemme omtrent som en,
der vil være Læge og ikke kan taale at se Sygdom." Det er ret
en kærlig Behandling, han har givet denne „de Utrofastes Skare".
Han klassificerer dem i to Grupper. 1. Vigtigpraase, der ved
enhver Lejlighed „skal stikke deres ganske private Næse højt i
Sky". 2. Teoretiserende Hjerner, der tror, at Politik er den
samme „Skemad til at øse op som Suppe som den endeløse
Gudsjammerlighed, hvori Nat og Dag Argumenternes uendelige
Rækker vendes og drejes, og som er den rette Videnskabelighed
i Juraen og Teologien."
Der er Vilje i denne Agitation, en ensidig, voldsom Tanke,
men en Tanke, der gaar til Bunds, en Tanke, der omvurderer
de politiske Værdier, og som er sig sit Maal og Ansvar bevidst.
Og der er Natur i den Personlighed, af hvem den er præget
som et personligt Værk. Derfor har den sin egen Stil i Skrift og Tale.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
