Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj 1908 - Astrid Ehrencron-Kidde: Kvinde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
392
Kvinde
I Dagligstuen sad Husets Frue ved Siden af et Par
eta-mineraslende Damer. Hun var i stærkt nedringet sort
Silkebrokade, hendes meget hvide Arme med de lidt tunge
Klaver-hænder var blottede helt op til Skulderen; det matblonde Haar
var glatskilt med en Smule Bukler over Ørene. En
Skildpaddekam uden Metalprydelse, der lige blev synlig over Haaret
forfra, dannede en Slags Afslutning paa Nakkefrisuren, der hvilte
stor og flad helt nede ved Halsen. Hendes udslukte Ansigt gled,
næsten umærkeligt i Overgangen, frem under Haarets cendré,
kun markeret af de stærke og vagtsomme Øjne.
Inde mellem Gæsterne knirkede Husets Herre i ilter og
nervøs Uro om i sine besløjfede Laksko og slog sine glade og
flyvende Øjne ned paa Selskabets forskellige Damer, mens han
nynnende og sejrssikker faldt ind i de forskellige Samtaler med
en kaad, ofte lidt vovet, men altid elskværdig Slagfærdighed.
Hans Hustrus Øjne fulgte ham med et frossent Smil.
At han gad! Aa, at han virkelig gad!
Hun stirrede paa ham i kold og undrende Haan. At han
ikke en Gang skammede sig over for hende, hun, som han
vidste, kendte ham, kendte hele Reversen af denne smilende
og spirituelle Elskværdighed. At han kunde faa sig til det —
en gift Mand — og lad nu være, at han jo ikke regnede det
mere, men med to snart store Børn, og den lille saa nylig død,
og alt det — kun et Aar siden. At han dog aldrig kunde blive
mæt!
Hendes strenge, graa, nuanceløse Pupiller hvilte paa ham,
som han nu stod dér i Døren ind til Musikværelset og spøgte,
halvt faderligt, halvt kælent indsmigrende med den unge
Violinistinde, der, helt Barn endnu, kluntet og uudviklet tog Livtag med
ham paa Tøsemaner, saa den brede Nakkesløjfe fløj.
Fru Riiber sukkede. Aa ja, om han endda blot vilde
indskrænke sit Felt til den Slags uskyldig Smaaflirt, det laa ham
jo nu en Gang i Blodet at give Charmeuren og den alt
forstaaende over for alle andre end hende.
Men hun var her jo i Aften.
At tænke sig, at hun virkelig stadig maatte taale hende, selv
være nødt til at bede hende, maatte lade for Børnenes og sin
egen Æres Skyld, som om hun intet anede eller forstod. Om
hun skulde blive her for disse sine Børns Skyld.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
