Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj 1908 - Astrid Ehrencron-Kidde: Kvinde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
398
Kvinde
dragkiste slæbt over Tærskelen og ud i Entréen. De smaa
Elfen-bensnøglehuller sprang, og Dørlaasen skar dybe og skaanselløse
Rifter i Fineringen som Skøjter i Is — men Fru Elsebeth
ænsede det ikke. Stænges skulde der og forsvarligt. Nu vilde hun
ikke have ham ind mere. Hun fik den lempet og drejet — først
op paa en Stol — og tilsidst, med knagende og splintrede
Hjørner, over Ende oven paa Konsollen, saa den rakte helt op til,
hvor Dørkarmen endte.
Saa klippede Fru Elsebeth Klokkestrengen over, sprang ned
af Stolen og slukkede overalt. Gik saa ind og klædte sig rigtig af.
Hun saa paa sit Ur — den var først lidt over et. Saa
slukkede hun Lyset og gik i Seng, træt som efter en stor og
anstrengende, men nødvendig Gerning.
I en underlig højtidsfuld og vemodig Stemning laa Fru
Elsebeth i sin Seng. Det syntes hende, som kom hun fra sin
Husbonds Begravelse, som havde hun selv været til Stede ved hans
Ligfærd — selv set ham sænket i Jorden.
Det var saa helt, som om han var død, nu hun laa der og
havde stablet den Mur op imellem dem, som havde hun været
med til at klappe Jorden til over ham.
Nu kunde hun tænke paa ham som paa en død, som man
mindes med Mildhed men ikke et Øjeblik tør nænne at ønske
tilbage. Nu var der Fred for dem begge.
Hun laa og lod Fingrene glide frem og tilbage over Tapetet,
mens hun tænkte paa ham.
Hun mindedes hastigt, som ved en Grav, alle deres Samlivs
Timer fra den første Stund, han førte hende’ ind i dette rige
og store Hjem. Hans grænseløse Forelskelse, der havde været
næsten som en Besættelse, hans tusindartede Opfindsomhed,
hans drengekaade Streger. Hvorledes hun var vaagnet en
Morgen, efter at han var gaaet ud, og havde set hele Skotøjsskabets
Indhold i en lang Række, Snude mod Hæl, opmarscherede fra
det ene Hjørne af Stuen og helt ud i Korridoren i Færd med
at udvandre, mens han havde anbragt hendes hvide Kattekilling
oven paa det gamle Bornholmerur, hvorfra den vækkede hende
med sin ængstelige Jamren. Hans endeløse Afbigter og
Forsikringer om alle de andre Forholds Værdiløshed — hans Løfter
og hans uimodstaaelige Overtalelser, saa snart han følte hendes
Svaghed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
