Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni 1908 - Andreas Haukland: I Malstrømmen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I MALSTRØMMEN
HVAL OG SPÆKHUGGER
En sommer for flere aar siden bode jeg hos en fisker og
gaardbruger oppe i Nordland. Hans gaard laa ved et ganske
smalt fjordgab ud mod havet.
Næsten den hele tid smilte hav og himmel. Der var en
blidhed over alt, en sløret mild ro. Ja endog hvert menneske, jeg
mødte, havde øine, der saa paa mig hjælpeløse og fuld af
mildhed.
Solen var synlig døgnet rundt, den dypped sig bare et øieblik
hver nat i havet Og steg saa ... . uhyre stor og rød.
Havet derude var rødt som kogende blod. Det syded af hede
efter at have favnet den vældige ildkugle. Og da solen steg,
blev det ved at rødme, som mindedes det de brændende
kjærtegn og blussed.
Siden, da solen rulled som et glødende hjul over de blaa
fjelde inde i landet, laa havet helt blaat og stille. Dønningen
mærkedes bare som en underlig bølgende skiften af mørke og
lys over den endeløse flade.
Til solen saa atter ved nat sænked sig, træt og hed efter
dagen, og gjemte sig i havet. Et øieblik bare. Saa steg den og
svæved atter, rød, i den sølvskinnende hvide nat.
Midt i det småle fjordgab nær gaarden laa en liden holme,
træløs, men med tæt, stridt græs i bergrevnerne og mellem
stenene.
Paa begge sider af holmen strømmed sjøen som et stryg ind
mod fjorden ved flodtid og strømmed igjen ud ved ebbe. Og
der lød da en underlig tung dønnen, som laa en uhyre kjæmpe
33*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
