Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni 1908 - Andreas Haukland: I Malstrømmen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I malstrømmen
479
Jeg saa sprøiten staa mod himlen. Og jeg kunde gjennem
dønnet fra stryget høre de hidsige pust Og jeg hørte en
underlig klapren fra aandehullernes læber. Og der lød som høie
dumpe drøn, hver gang de vældige kroppe slog mod vandet og
gik i dybet
De stevned lige ind fjorden.
Jeg stod paa den dirrende holme og saa ud mod havet. Bag
mig laa fjorden speilblank. Ved mine fødder reiste vandet sig
som en mur mellem klipperne og styrted som en sluse ned i
det kogende stryg.
Nærmere og nærmere kom den vilde jagt. Jeg saa nu, hver
gang hvalerne sprang fra sjøen, spækhuggerne hænge som igler
paa dem. Og hvalerne, ja de vælted sig ikke roligt pustende i
vandskorpen. Nei, de sprang fra sjøen, saa dagen lyste mellem
dem og vandet Deres prusten lød som dødsjagede dyrs støn.
Og hver gang de lukked for aandehullerne, da kom den
klaprende lyd som fra et vældigt væsen, der staar skjælvende af
kulde eller gru og klaprer med læberne.
Pludselig var den ene hval saa nær, at den med et sæt jog
ind i stryget.
Der blev den staaende. Til den begyndte at sige bagover med
strømmen.
Spækhuggerne, som havde maattet slippe den ved det
voldsomme sæt, arbeided som besatte for at bore sig gjennem den
stride strøm og naa den.
Men i samme nu, den igjen havde deres tænder i sit kjød,
for den op som en laks, der skal opad en fos.
Saa stod den stille og begyndte igjen at sige bagover.
Men tog sig ligesom i det. Og sprang nu sprang i sprang.
For mine øine saa det ud, som om den hver gang satte den
brede spor mod bunden og saa kasted sig op og fremover som
en mand, der springer fra en klippe.
Og hver gang var det, som aabned og lukked der sig en
afgrund efter den.
Og hver gang dens krop slog mod vandet, var det som
strømmen stansed. Der skylled en stormflod ind over begge
bredder. Over det hele stryg laa en hed damp. Og det var ikke
hvidskummende vand mere, der kogte. Det var blodig fraade.
Men om den bored spækhuggerne sig frem. Jeg saa de skin-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
