Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli 1908 - Jens Thiis: Eugène Delacroix
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
549 Eugéne Delacroix
Der, hvor Gros og hans slægt kun så malerkunstens
nedsabling og anarki, der så en følgende slægt en ny og vældig
kraft reise sig af forvirringen og påbyde nye love.
Den unge slægt blev i Delacroix’ kunst vidne til farvens
gjenopstandelse i malerkunsten, og de, som så det, følte sin sjæl
gjennembrust af hans kolorits mægtige akkorder.
Det koloristiske gjennembrud sker netop i „Massacren".
I „Dante" slumrer endnu farverne tildels i et mørkt og
uigjen-nemsigtigt brunt, som ingen farve er, men bare et konventionelt
harmoniseringsmiddel. Vistnok har de nøgne forgrundsfigurer
en lyskraft og fylde i farven, som langt overtræffer, hvad
Davidskolen kunde magte. Men de sortagtige skygger dominerer
indtrykket. Delvis skyldes det selvfølgelig motivet. Af skyggerigets
mørke dukker figurerne frem. Men alt i alt er dog „Dantes"
maler endnu stærkt bundet af en traditionel farveskala, som er
frugten af galleristudier og skolegang. Koloristisk er Delacroix
endnu ikke helt sig selv.
Også i „Massacren" råder jo en dyster stemning, og de
mørke toner mangler ikke i billedets kolorit, de er tvertimod
meget bestemmende for totalvirkningen.
Hunger og pest har flækket offrenes legemer, og krudtrøg og
brand har sværtet landskabet og skygger for sydens sol.
Men her har dog penselen, frigjort fra alle galleritoner, rørt sig
med en ganske anden kraft og fyrighed. Farverne er renere og
virker mere stoflig end i „Dante", har mere „korpus". De klinger
mod hinanden med en dyb og fuld mollklang som fra malmklokker.
Derfor virker billedet oplivende trods det nedstemmende
motiv. Den fra indholdets side mest uhyggelige figur, liget af den
unge mor, som er sortblå om læberne og begynder at anløbe
grønt i huden, er just for øiet billedets største koloristiske
nydelse. Vidunderlig flydende og dog med fuld magt har penselen
her feiet tonerne sammen til en helhed.
Den blottede unge piges legeme, som er bundet til hesten,
er et koloristisk mesterstykke af clairobscure-maleri.
Storladent og detaljløst fortoner tilslut landskabet sig i nogle
enkelte mørke akkorder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
