Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli 1908 - Jens Thiis: Eugène Delacroix
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
557 Eugéne Delacroix
Legemer i flugt, i kamp, bølger i oprør, kapper som flagrer
i stormen, jagende skyer og heftige ilinger af lys.
For ham var konturen et ganske underordnet element og
detaljen uvæsentlig, bevægelsen og farven alt.
„De malere, som ikke er kolorister, maler ikke, men bare
farvelægger", henkaster han.
Thi hos ham er farven ved siden af bevægelsen og mere
end bevægelsen, ikke bare stemningens, men handlingens bærer.
Delacroix’ farve er dramatisk, som Beethovens musik er
dramatisk.
Når malerne før ham kolorerte sine billeder, så gjorde de
det ud fra en af to forudsætninger, som begge var fremmede for
Delacroix. Enten fulgte de bestemte vedtagne principer om,
hvad som er en smuk kolorit, og denne smukke kolorit anvendte
de så ganske konventionelt på alle mulige billeder. Farven
betyder ikke noget selv. Eller også prøvede de ganske ligefrem at
portrætere farverne i naturen og kopierte dem slavisk.
Delacroix, som aldrig malte sine billeder efter naturen,
sjelden og nødig brugte model, uden når han malte portræt, og som
i det hele tat foragted realisme, han stod i et ganske andet
forhold til farven. Han benytted palettens kulører som et klaviatur,
hvorpå temperamentet kan spille.
Hans liv var en uafbrudt kamp for at aftvinge dette
instrument nye og udtryksfuldere klangvirkninger.
„Streng korrekthed eller overdrivelse, rigdom på detaljer
eller knaphed i at anvende dem, sammenhold af masserne eller
deres opløsning — med et ord samtlige kunstens hjælpemidler
er under’ kunstnerens hånd som tangenterne på et klaver, det
han aflokker visse toner, mens han lar andre slumre."
Så følte og lærte dette dybt musikalske koloristgeni, som har
skabt fundamentet for al moderne koloristik.
Han kjendte overdrivelsens styrke og anvendte den, som
Rubens anvendte den. Men han kjendte også kunstens ubønhørlige
krav paa økonomi, og de ord, han i sin „Dagbog" skriver om
offerets nødvendighed i kunsten hører til de skjønneste og
sandeste ting, som er sagt om kunst.
Skal man med et ord søge at si noget betegnende om
Delacroix’ kolorit, må det være noget i retning af, at den er så
udtryksfuld og derfor sindsbevægende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
