Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli 1908 - Edvard Brandes: Rigsdagssamlingen 1907—08. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
610
Rigsdagssamlingen 1907—08
Udbytte af Arbejdet paa Tinge; Regeringen turde ikke opløse
Landstinget, thi hvorledes kunde den udsætte sine frikonservative
Allierede for en Opløsnings indviklede Ubehageligheder, og hvad
skulde der opnaas ved Opløsningen, hvor Frikonservative paa
Spørgsmaalet de Kongevalgtes Livstidighed nødtes til at gaa
sammen med Højre i Valgkampen; de Frikonservatives Politik
endelig ramtes af et maaske ikke dræbende, men dog yderst farligt
Stød; Højre derimod vilde staa som et Parti, der var mægtigt og
sin Magt bevidst, og som ikke ustraffet lod sig sætte ud af Spillet.
Dog, Betænkelighederne var mange og Raadgiverne endnu
flere, og Partiet havde længst sat sin Manøvredygtighed til.
Derhos besad det ingen Fører, eller i hvert Fald kun én, der var
syg. Gammelt var ogsaa Partiet. Manges Følelse stred imod en
Alliance med Socialdemokrater og Radikale for at ødelægge en
Forhandling med Kongens valgte Ministre — derud af kunde
intet godt komme. Det er tilladt at tro, at Hoffets formodede
eller kendte Stemning lagde et vist Tryk paa Gemytterne.
Partiet fik efterhaanden et Præg af Opløsthed, der atter senere i
Samlingens Løb aabenbarede sig — og den raadvilde
Trækken-i-Langdrag, som Offenligheden erfarede gennem Meddelelser
om atter og atter udskudte Partiafgørelser, demoraliserede mere
end en hvilkensomhelst hurtigt truffen Bestemmelse. Man smilte
ad Partiet, og de Frikonservative førte deres Politik videre, som
om Højres Samstemning var givet.
Ved anden Behandling skete intet. Man var fra Reformpartiets
og de Frikonservatives Side ivrig efter at fastslaa, at der her
ikke var Tale om et Forlig, men kun om en Overenskomst for
den enkelte Sag. Grev Frijs ligesom Minister Berg udviklede
denne Forskel mellem Overenskomst og Forlig, men da begge
og andre samtidigt hævdede, at just denne Overenskomst aabnede
Udsigt til Løsning af de store og vigtige Sager, som i nær
Fremtid laa for — saa blev Forskellen mere dialektisk end væsentlig
og i hvert Fald politisk uden al Betydning. Ellers vilde næppe
Tilfredsheden i begge Lejre været saa stor.
Saa kom det endelig den 26. Februar, efter at adskillige andre
vigtige Sager imidlertid havde optaget Rigsdagens Opmærksomhed,
til den afgørende tredje og sidste Behandling. Umiddelbart
forinden denne erfarede man, at Højre som Gruppe havde bestemt
sig til at stemme imod Vedtagelsen. Skulde altsaa virkelig Loven
og Forliget i ellevte Time standses og en helt ny Situation fore-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
