Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August 1908 - Erik Lie: Af Jonas Lies Livserindringer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Af Jonas Lies Livserindringer
657
Han havde og har altid havt en særlig Evne som oratorisk
Begavelse, en Evne — ikke til glimrende at overtale i det Ydre,
men til stille at overbevise i det Indre. Jonas Lies Mage som
Advokat, naar det er noget, som har naaet forbi hans Logik ind
til hans Lidenskab, er vist vanskelig at finde", har Bjørnson
skrevet.1) Ordene kommer saa underligt fra alle Kanter og saa
langt indefra, — Billeder og Fantasier og merkelige, i
Øieblikket undfangede, Indfald fletter sig ind, — han rører ved ét,
antyder ét andet, — og Tilhøreren sidder tilbage med Følelsen af,
at han selv har været med at snakke — ligesom paa fortrolig
Tomandshaand. Amtmand Viggo Uilmann meddeler i et
Privatbrev til Lie, som jeg tillader mig at benytte, et Minde fra hine
Aar: „Den nye Tid havde gjennem Bjørnson slaaet ned i mig,
men jeg vovede ikke at give mig hen, jeg stod kritisk. Da var
det en Kvæld i Studentersamfundet, at De holdt en Tale for
aarlige Storthing som Begyndelsen til en ny Tid i Norge.
Deres Ord, faa og jævne som de var, men med en egen — hvad
skal jeg kalde det? — Hjerteklang i sig, greb mig dybt, og med
en erieste Beslutning kastede jeg mig midt ind i Jubelen og hørte
fra den Tid med til det unge Norges Rækker."
— „En Høstdag i 1870", fortæller Lies gamle Ven, Overlæge
August Koren, „kom jeg paa en Reise til Kristiania og traf
tilfældig Jonas Lie paa Gaden. Vi gik sammen rundt Slottet,
Katastrofen var nylig indtraadt, og jeg ledte efter Trøstord. Men hans
Tanker syntes at være andetsteds. Endelig sa han: „Nu er min
Tid kommen til at høste." Hvad han mente hermed, forstod jeg
først rigtig, da der til Jul kom en Bog af ham."
Det var „Den Fremsynte."
Naar i 80’erne Avenuens Kastaniekroner stod i fuld, rig
Pragt, naar „Salonen" var over, og Malerne hver sin Vei drog
afsted med sine Staffelier for Sommeren, brød Lie op fra Paris
og reiste til Berchtesgaden i Salzburgeralperne, hvor han forblev,
„til Bogen var ferdig." Han kom did gjerne i Juli, naar Markerne
’) I en Artikel „Skuffelse" (i Politiken og Verdens Gang) under Ordensdebatten
mellem de to Digtere (April-Mai 1892).
45*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
