Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August 1908 - Herman Bang: Jonas Lie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jonas Lie
671
Et saare skønt Dokument ledsager Skuespillets halve Fald.
Jonas Lie skrev det fra Dresden som et „Forsvar" mod en
norsk Kritiker, der havde kaldt Stykket uvirkeligt, fordi Judiths
Kærlighed skulde have fremkaldt altfor urimelige Undere i en
Mands Udvikling.
Jonas Lie fortæller da, hvordan Hollænderen Quintin Messys,
for at vinde en Kvindes Kærlighed paa seks Maaneder, blev fra
Smed til en Maler, hvis „Malerier lever endnu efter fire
hundrede Aars Forløb".
„De bærer," skriver J. L., „Originalitetens Stempel, men i
Tekniken Mærker efter Smedesvendens tunge Haand".
Og Jonas Lie fortsætter:
„Det nytter ikke at nægte, at en ung Piges Kærlighed med
al den duftende Romantik, den har, og al den romantiske Tro,
den giver, — at den er en Stormagt i Verden, som har udrettet
Undere. Erfaringen, Virkeligheden, Historien har empirisk bevist
det fra Slægt til Slægt, leveret Eksempler i endeløs Række.
At Knoppen ved Lysets og Elektricitetens Magt kan bringes
til Udvikling og springe ud paa én Nat, det fortæller nu
Naturvidenskaben os. Men at et Geni, som i Stilhed har knoppet sig
under taust Arbeide og en ubevidst Udvikling, kan i kort Tid
og for den ydre Betragtning pludselig som paa én Nat springe
ud under en Kvindes varme Blik, det er kun det samme
Fænomen — ligesaa naturmæssigt som psykologisk forstaaeligt og,
som sagt, erfaringsmæssig noksom bevist."
Ordene blev en Profeti.
Ti efter at Digteren i „Rutland" og „Gaa paa" atter har
opsøgt, Skildringen af Havet, skriver han endelig „Livsslaven"
— Gennembrud’et, Stien, der fører til „Gilje".
Jonas Lie var ogsaa kunstnerisk kommet hjem.
Hjemmets lille Verden var endelig — „under taust Arbejde
og en ubevidst Udvikling" — blevet hans Genis Eje, rige,
ufra-vristelige, uudtømmelige Ejendom.
Han havde lært, at denne mindste, mest dagligdags, helt
virkelige Verden, Hjemmet, rummede tusind Skæbner og tusind
stille Gaader, som der hørte al Hjernens og Hjertets Fantasi til
for at gætte og tolke.
Og han gættede dem.
Tilskueren 1908 4fi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
