Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September 1908 - Leo Swane: Om Høyen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om Høyen
741
store Historiebillede „Soltilbedere" vel med en vis Ros, men
ikke længer paa første Plads, fordi det forestiller det ene og ikke
det andet, der findes slet ikke nogen Orden, bestemt af slige
Rangshensyn. I 1847 anmelder han overhovedet kun
Genremalerierne og ironiserer endog ved Kritikken af Simonsen over
„den historiske Pensel . . . som nedlader sig til det daglige
Liv".
Det kan undre, at dette ikke helt var Høyens oprindelige
Standpunkt. Før han rejste til Udlandet, havde han i
Studenterforeningen holdt Foredrag om Landskabskunsten, og i Dresden
havde han levet et rigt Samliv med Landskabsmaleren Friedrich
og den nævnte Anatom og Læge Carus, der paa den Tid
arbejdede paa sine „Breve om Landskabsmaleriet", som Høyen
læste med stor Glæde.1) Naar man dog efter Høyens
Hjemkomst mærker saa lidet til denne Paavirkning fra disse fineste
og bedste af de Tanker, Romantikken førte frem paa
Kunstens Omraade, maa det ligge i, at dels, trods det Fællesskab i
idealistisk og inderligt Syn paa Kunst, som forenede ham med
Carus og Friedrich, dog det noget litterære i denne Retning har
ligget ham for fjernt, da han først var paa Afstand deraf. Thi
om end Fortællingen i et Billede altid spillede en stor Rolle for
Høyen, laa dog det egentlig Iitterært-symbolske, som den tyske
Romantik saa gerne lagde ind i Kunsten, ham meget fjernt
(smlgn. Jul. Langes Modstilling af J. L. Heiberg og Høyen,
„Nutidskunst" S. 96); og dernæst maa dog det tyske
Historiemaleri, som Ytringer i hans Breve ogsaa viser, have imponeret
ham end mere og udøvet en Paavirkning, der blev fortsat af en
Retning i Kunsten herhjemme, som vi saa det bl. a. af hans
Beskrivelse af J. L. Lunds Ansgarbillede.
Det forholdt sig jo heller ikke saaledes, at den tyske
Romantik betød et Brud med den daarlige Tradition om
Klasseinddeling i Kunsten. Der var Mænd som P. O. Runge, Friedrich
og Carus, der brød dermed, men det er paa den anden Side
typisk, at selve den lille Bog, der egentlig indledede
Romantikens Kunstlitteratur, Wackenroders Herzensergiessungen eines
kunstliebenden Klosterbruders, som Høyen satte Pris paa,4)
slet ikke beskæftiger sig med Landskabskunst; denne Bog, der
’) Hele den Kreds, Høyen kom ind i i Dresden, er skildret i Auberts Bog om Dahl.
*) Alibert: Dahl, S. 186.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
