Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December 1908 - * * *: Mene Mene —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mene mene —
951
og Mod, Prøvelse og Død. Den sendte Frygten løs paa dem til en
Kamp paa Liv og Død. En anden Kamp end denne Foraarskamp
mod Omarmelse og Besvangring, som skulde være Livets
Højsang!
Livet! sagde Døden til sig selv. Den raaeste Egoist, den
hensynsløseste Formerer!
Foraarets Lyde puslede listende, pulsende, svulmende
omkring, higede efter at blive til et stort øredøvende Brus, som tog
Menneskene sanseløst fangne. Men pludselig føg de hvislende til
Side for en Sorgens og Omsorgens Orgeltone, der med stigende
Overmagt dirrede igennem saa mange Menneskers Sind, at den
gennemtrængte alt som en Susen og flk de nøgne Trækroner over
Dødens Hoved til at neje sig.
Døden stod op fra sit Sæde.
Den Nattevind gjorde ham godt.
Han saa den kaste Skæret fra de sparsomme Gaslygter som
en Sørgefakkels Skin op over Husenes Façader overfor Volden.
De laa ellers hen som lukkede, sortegraa Kister over
Mennesker, der sov.
Men hos Fru Christine maatte der endnu brænde Lys; der
var et Skimt at ane bag de nedrullede Gardiner.
Døden gik ned ad Voldbakken og ind ad den låve Gadedør.
Han steg op ad en stejl Trappe. Den knagede med nogle af disse
lange Knag i gammelt Tømmer, som han saa godt kunde lide.
1 Fru Christines Soveværelse brændte en Natlampe midt
imellem hendes Seng og Barnesengen med de høie, skærmende
Tremmer for den lille Dreng, som laa og sov den fasteste Søvn.
Selv hvilede hun ogsaa trygt, med Hovedet paa den højre Arm,
saaledes som hun altid havde gjort det som ung Pige. Dengang
kyssede hun ofte sin højre Haand med et lille hastigt Kys, inden
hun lod sig favne af Søvnen. Nu sov hun ind hver Nat hos den
Mand, hun elskede, og som havde gjort hende til Kvinde og
Moder. Han var de mange Mile borte og i Fare, i bestandig Fare
for sit Liv. Hun kunde være helt stiv af Skræk, naar hun rigtig
kom til at tænke Tanken ud; den flk hendes Hovedhud til at
rynke og greb hende om Hjertet, saa hun syntes, Blodet var ved
at standse. Men dobbelt varmt skød det op i hendes Kinder
gennem en urokkelig Tillid til Lykken og i den inderlige Følelse af,
at hun altid fulgte ham, og hans Tanke bestandig fandt Hvile hos
hende i deres Hjem.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
