Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December 1908 - * * *: Mene Mene —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
964
Mene mene —
stod en hel Bataillon Fodfolk henne ved Kirken. En Del
nysgerrige Mennesker, som ikke havde travlt, fyldte op paa
Fortovene.
Saa blev der Bevægelse blandt Ekvipagerne paa Pladsen,
kongelige Vogne kørte bort, Officerer kom i smaa Grupper
langsomt ud af Kirken, Artilleriet raslede frem paa Brostenene.
Sørgemusiken begyndte at lyde. I vemodigt festlig Takt gik
de mørke Basuner og de lyse Trompeter sammen med
Hestehoves klaprende Slag og den dumpe Rullen af Hjul.
Langsomt drog Kanonerne af Sted i Spidsen for Sørgetoget.
Paa Ligvognen stod Kisten hyllet i Dannebrog, alene smykket
med Generalens Sabel. Fra de mange tillukkede mørke Kareter
glimtede Uniformer frem. Infanterikompagnierne fulgte, Fod for
Fod, med Geværerne i Armen.
Døden lod det hele Tog rigtig passere forbi sig.
Virkelig Sorg? Det følte maaske et Par Kvinder og Mænd
i hele dette mægtige Følge.
De andre var kun prægede af Nedtrykthed, Forsagthed,
Modløshed.
Og da Døden ude paa Kirkegaarden stod henne ved den
aabne Grav midt inde mellem alle disse mange sørgende, følte
han, at det var Mennesker, hvem Tabet havde gjort fattigere,
mindre duelige, mere rede til at undskylde sig selv, i Stedet for
viljekraftigere, mere fyldte af Ansvarsfølelse og staalsikre paa.
at Tabet skulde og maatte erstattes i den afdødes Aand.
Der lød en hæs Ironi i Kanonskuddenes smækkende Bump
og Geværsalvernes Skramlen ude fra Alleen.’
Følget spredtes bråt.
En civil, halvhundredeaarig Herre tog Afsked med en Officer
og gik derpaa alene over mod den ældre Del af Kirkegaarden.
Døden vilde netop samme Vej og fulgte paa Afstand efter;
der syntes ham noget kendt i det Menneskes Træk.
Da saa’ han den lidt graaanede Herre standse ved en Grav
og vidste i samme Nu, at det var Fru Christines Søn. Ti det var
her, hun laa begravet hos sin Mand.
Den høje, graa Bautasten, som Kammerater havde rejst over
den faldne, var nu helt omslynget af en Vedbend, der voksede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
